Opels livsstilsbil, Adam, kan nu også fås med el-betjent kanvastag, der hos Opel hedder Swing Top. Samtidig introduceres Easytronic 3.0 automatgear til Adam.
Snart bliver der endnu flere valgmuligheder til Adam, som i forvejen er en af de biler på markedet, der giver køberen de største muligheder for individualisering. I det kommende år bliver det muligt at tilkøbe et el-betjent kanvastag til Adam. Opel kalder taget Swing Top, og det er samme type som på Adam Rocks, hvor det er standardudstyr. Som ekstraudstyr til Adam Glam bliver merprisen ca. 9000 kr. Taget fungerer i praksis som et stort soltag og kan åbne og lukke på fem sekunder ved hastigheder på op til 140 km/t.
I Danmark har Adam Glam enten 1,4 liters motor på 87 hk eller 1,0T motor på 90 hk.
Økonomisk automatgear
Fra sommeren kan Adam Glam 1,4 med 87 hk også leveres med Easytronic 3.0 automatgear til en merpris på 12.500 kr. Easytronic 3.0 er nyeste version af automatgearstypen, der kombinerer komforten fra et traditionelt automatgear med økonomien i en manuel gearkasse. Faktisk er forbrugstallet efter EU-normen bedre end med manuel gearkasse, hvilket er temmelig usædvanligt. Adam Glam 1,4 Easytronic kører således 21,3 km/l med Easytronic mod 20,0 km/l med manuelt gear.
Desuden er antallet af udvendige karrosserifarver til ADAM er øget og er nu oppe på 19 med tilføjelsen af to nye farver – ‘Forget about Grey’ and ‘Greenfellas’.