Der har været rift om de større, brugte familiebiler det seneste år, og den massive efterspørgsel vil fortsætte i resten af 2015. Sådan lyder meldingen fra LeasePlan Danmark, der lige nu oplever gennemsnitlige liggetider på under to uger på de populære brugte familiebiler.
Hvis du hører til dem, der i øjeblikket leder efter en stor, brugt familiebil, så skal du væbne dig med tålmodighed og være klar til en hurtig handel. Til gengæld kan du så også få en usædvanligt god pris, hvis du har en brugt familiebil holdende, som du vil af med.
Sidste år blev brugtvognsmarkedet ramt af en enorm efterspørgsel efter biler i firmabilsklassen, og den tendens vil fortsætte i resten af 2015. Det fortæller LeasePlan Danmark, der har specialiseret sig i videresalg af tidligere erhvervsleasede biler.
– Sidste år oplevede vi en halvering af liggetiderne på de større, brugte biler, så de i dag er nede på under to uger i gennemsnit. Nogle biler når ikke engang af komme ud i udstillingen, før de er solgt. Når vi ser på tallene og liggetiderne, er der intet der tyder på, at dette vil ændre sig i løbet af i år. Så man skal stadig være på mærkerne, hvis man vil have fingrene i de attraktive familiebiler, fortæller Thomas Ruff, Car Remarketing Manager og ansvarlig for privat bilsalg hos LeasePlan Danmark.
Flest mini- og mikrobiler
Årsagen til den fortsatte mangel skal findes i finanskrisen. Mange af de større brugte biler på markedet i dag er tidligere firmabiler, der typisk har kørt i tre til fire år. For fire år siden var virksomhederne dog endnu ikke kommet helt fri af finanskrisen. Derfor anskaffede de sig færre større, nye biler hos leasingselskaberne.
Det betyder, at der simpelthen er for få af de større brugte firmabiler i dag, til at dække privatkundernes efterspørgsel, mens markedet nærmest flyder over med brugte mini- og mikrobiler.
Selvom mange virksomheder i dag har lagt krisen bag sig, så vil der gå mindst et års tid endnu, før efterspørgslen på en brugt familiebil rammer et normalt niveau, fortæller Thomas Ruff fra LeasePlan Danmark.
– Virksomhederne har i det sidste år leaset både flere af de større biler, men der vil gå noget tid, før disse biler ender på brugtvognsmarkedet. Indtil det sker, vil den store efterspørgsel fortsætte, siger han.
Og så længe efterspørgslen fortsætter, kan du altså sælge familiens bil væsentligt dyrere, end du ville kunne have gjort for få år siden.