1. Home
  2. Baggrund
  3. Spiltest: Gran Turismo 6
0

Spiltest: Gran Turismo 6

Spiltest: Gran Turismo 6
0
0

Året var 2001. Jeg var fjorten år gammel og havde været sømmet fast foran mit 14-tommers CRT-fjernsyn med indbygget videoafspiller i flere dage. Jeg var faldet over et bilspil hos en ven og havde det lånt det med hjem en weekend. En weekend blev til en uge, en uge til måneder. Der gik måske et års tid hvor CD-drevet på min støvede PlayStation 2, udelukkende tjente som et værktøj til at spille Gran Turismo 2. Det ville være en overdrivelse at hævde at Gran Turismo 2 formede mig til den biltosse jeg er i dag, men GT2 stimulerede og udvidede min glæde ved biler og motorsport. Det lærte mig bizarre fakta og historier om eksotiske biler jeg aldrig havde set skyggen af Danmark, biler som Nissan Skyline og Subaru Impreza der ind imellem refereres til som PlayStation-generations kæledægger og det er tvivlsomt hvorvidt de havde opnået den kult-status de nyder i dag, havde det ikke været for GT-serien.

Fast forward til 2010 og jeg er klar bag rattet på min konsol igen. Gran Turismo 5 er det første GT-spil på den nye PlayStation 3 og den første GT-titel siden 2004. Hypen omkring GT5 har mildest talt været overvældende og det står skrevet i stjernerne, at spillet ikke kan leve op til de massive forventninger. Og dog.

Læs også:  Bilpleje: Sådan bevarer du din bils udstråling

På lanceringsdagen hædrer spilanmeldere verden over spillet som et mesterværk og GT5 satte salgsrekord for serien og endte med at blive den bedst sælgende PS3-titel nogensinde. Med det sagt, var det ikke et spil uden fejl. Fans af serien klagede navligt over en beskedent begavet AI og tamme motorlyde. Fejl, der var tilgivelige i 1999, måske endda i 2004, men ikke i 2010. Gran Turismo-serien bryster sig af at være den mest virkelighedstro bilsimulator på markedet og har alle dage været udviklet med fysikken for øje. Nu er Gran Turismo 6 på banen og har udviklerne Polyphony Digital lyttet til deres fans? Niks.

Gran Turismo 6 simulerer alt fra dækslid til vindmodstand, til nærmest skræmmende livstro perfektion, med undtagelse af bilernes lyd der stadig minder mest om en bizar, om end kraftfuld Dyson-støvsuger med en tretommers T. Hansen-udstødning. Støddæmperproducenten KW Suspension og dækproducenten Yokohama har bidraget til udviklingsprocessen og det har sat sit tydelige præg. Bilerne krænger, ruller rundt på taget og føles væsentligt mere livlige end i forgængeren. Ved lave hastigheder kunne Gran Turismo 5 ind i mellem føles mere som Train Simulator end The Real Driving Simulator, mens du i 6’eren har muligheder midt i kurven og en dynamik i bilen som aldrig før. Nyt er også en GPS-logger funktion, der lader dig overføre din yndlingsvej eller racerbane til spillet, meter for meter.

Læs også:  Ford Mustang GTD: En ny superbil er født

Fikst nok, men kan undre sig over prioriteringen, for udvalget af biler er nogenlunde uændret. Gran Turismo 5 introducerede Premium/Standard-sondringen, der angiver hvorvidt en bil der modeleret i detaljer eller ej. GT5 fik kritik for at antallet af Standard-biler, der i al sin enkelthed var genbrugte modeller fra PlayStation 2-spillet GT4, væsentligt oversteg antallet af detaljerede Premium-modeller. Det er der ikke ændret forfærdeligt meget på i 6’eren og udvalget af biler fra lanceringen er også nogenlunde det samme. Det burde ikke give årsag til bekymring, for Polyphony Digital har vane for at frigive gratis DLC-pakker med yderligere biler. Der skulle efter sigende være en på vej til januar.

Grafisk set er der ikke sket alverden og det er i bund og grund acceptabelt nok. PlayStation 3 er netop blevet afløst og de store grafiske fremskridt må lade vente på sig til Gran Turismo 7 på PlayStation 4, som Polyphony Digital beretter kunne være på markedet inden for et års tid. Traditionen dikterer, at GT-titler med ulige tal debuterer på en konsol, hvorefter titlen med lige tal opdaterer den, og det er i sandhed hvad GT6 er, en opdatering.

Læs også:  9 tips til at køre sikkert og lovligt på de tyske veje

I kraft af mit arbejde har jeg været privilegeret nok til at køre en god slat af bilerne i spillet i både den virtuelle verden og den virkelige, og jeg kan med hånden på hjertet sige, at Gran Turismo 6 er det tætteste man kommer på virkeligheden på en konsol. En skam at motorlyden blev glemt i farten.

Vi synes: Det tætteste du kommer virkeligheden på en PlayStation 3.