Nu er der spionbilleder af den næste Skoda Octavia, som forventes at få verdenspremiere ved Geneve Motor Show til marts.
Dermed er den tredje Octavia godt på vej mod produktion, og den vil ligesom både den nye Audi A3, SEAT Leon og VW Golf Mk7 være udstyret med MQB-platformen. Til Skoda Octavia vil akselafstanden dog være større, mens længden også vil være omkring 4,8 meter.
Den ekstra plads vil derfor betyde Octavia har mere plads til både passagerer og bagage end rivalerne til samme penge i Golf-klassen.
Større men lettere
Selvom den kommende Octavia bliver længere og får en større akselafstand bliver vægten mindre, hvilket bl.a. er pga. MQB-platformen.
Motorudvalget forventes også at inkludere de samme motorer vi kender fra den nye Golf Mk7. En mindre relevant model for Danmark forventes præsenteret ved Goodwood Festival of Speed til næste sommer, og det er RS-modellen som forventes at yde lige over 220 hk fra en 2.0 TSI’er.
Tredje generation af Octavia forventes introduceret i løbet af foråret 2013, hvor den først lanceres som hatchback, hvorefter den senere kan erhverves som Combi.
Vi holder dig selvfølgelig opdateret på den kommende Octavia, men der er endnu ikke mange informationer!