1. Home
  2. Biltest
  3. Test: BMW 2-serie Active Tourer
0

Test: BMW 2-serie Active Tourer

Test: BMW 2-serie Active Tourer
0
0

BMW satser på børnefamilierne med den nye forhjulstrukne 2-serie Active Tourer, som ikke må forveksles med den traditionelle og sportslige 2-serie coupé.

Førhen har det været en tradition, at biler fra München skulle have baghjulstræk, men fremadrettet vil det ikke være en selvfølgelig. En selvfølge de hæftede sig ved var bedre end forhjulstræk, hvilket de bekendtgjorde i bl.a. annoncer, hvor de skrev noget lignende: ”Hvis forhjulstræk havde været bedst, så havde vi jo valgt det.”.
Årsagen til 2-serie Active Tourer har forhjulstræk er, at en stor del af arkitektur og undervogn er lånt fra Mini Countryman. Derfor er det samme platform, som vi kender fra den tredje generation af Mini. Platformens modulære struktur understøtter tre forskellige akselafstande og forskellige sporvidder, hvilket betyder den også vil være anvendelig til en lang række nye modeller såsom efterfølgeren til 1-serien og X1’eren. Ligeledes vil den næste 3-serie højst sandsynligt også have træk på forhjulene, og gøre brug af teknik fra Mini datterselskabet.
Ved at have droppet baghjulstrækket slipper man for den langsliggende motor, og den store kardantunnel, der stjæler plads fra bagsædepassagererne.

Active Tourer måler 4342mm i længden, 1800mm i bredden og 1555mm i højden, hvilket betyder den har næsten samme proportioner, som den efterhånden aldrende Mercedes B-klasse. Hovedrivalen er også B-klassen fra Mercedes, men nogle bilproducenter som har haft lidt mere held med salget af en MPV-udgave er Volkswagen med sin Golf MPV og Ford med sin C-Max.

Meget ligetil

På bagsædet imponerer BMW’en dog ikke med nogle specielle finesser. Sæderne kan skubbes frem og tilbage, og ryglænet kan anbringes i nogle forskellige vinkler. Det er dog noget mange andre biler også kan bryste sig af til billigere penge.
Bagsædepladsen er dog ualmindelig god, og en voksen af almindelig størrelse vil sagtens kunne finde sig fint til rette på bagsædet. Højden til loftet er også udmærket ligesom i de fleste andre MPV’er. Bagagerummet byder på enorme 468 liter, hvilket er meget for klassen. Lægger man bagsæderne ned får man en kapacitet på hele 1.510 liter.

Resten af kabinen er meget BMW-agtig, og de fleste af elementerne brugt rundt omkring, kan man hurtigt genkende. Siddehøjden er rimelig høj, men forsæderne er også omkring samme højde som i BMW X1. I det hele taget er kabinen ganske luksuriøs, og med testmodellens base lædersæder kombineret med træpaneler fremstår den meget elegant og luksuriøs.

Bag rattet er der høje forventninger, da BMW skal leve op til deres slogan ”Ren køreglæde”! Jeg var først skeptisk, og trods 2-serie Active Tourer bestemt ikke er en af de sjovere BMW’er eller biler for den sags skyld, så imponerer den. Køreoplevelsen er dog selvfølgelig ikke klassisk BMW, da der er træk på forhjulene, men det er imponerende hvor meget greb den bayerske MPV har.

Nøjsom og kvik diesel

Testmodellen havde den 2-liters 150 hestes dieselmotor navngivet 218d. Med 330 Nm fra 1.750 omdr/min og en blandet brændstoføkonomi på 24,4 km/l er det en solid cocktail. Vel og mærke er den ikke GTI-hurtig, men det er helt tilpas med 0-100 km/t på lige under 9 sekunder, og en topfart på 208 km/t. Den sekstrins manuelle gearkasse er fantastisk, og det er en sand leg og fornøjelse selv at styre.

Foruden den testede dieselmotor er der to benzinmotorer. Den mindste kender vi fra Mini Cooper, da det er den trecylindrede 1.5 liters, mens kraftkarlen er en 2-liters firecylindret med 231 hestekræfter! Fælles for alle tre motorer er, at de har turbotryk.
Snart bliver modeludvalget udvidet, således man også kan få en 216d og 220d, mens 220d’eren også vil kunne få med firehjulstræk ligesom 225i’eren.

Køreegenskaberne er selvfølgelig komfortable ligesom de fleste andre MPV’er, og Active Tourer er en sand flyder på både landevej og på motorvej. Motoren er også imponerende godt støjdæmpet, for står man udenfor larmer den noget så grusomt, men inde bag rattet hører man den næsten ikke.

Udstyrsniveauet består bl.a. af 16”aluminiumsfælge, aircondition, læderrat, varme i sæderne foran, regnsensor, kollisions- og bremseassistent, elektrisk indstillelige og opvarmede sidespejle, elruder for og bag, kørecomputer og en 6,5” skærm med cd-afspiller samt Bluetooth. Desuden havde testmodellen Advantage-pakken til 12.000 kr., hvor man får dobbeltzonet klimaanlæg, fartpilot med bremsefunktion, p-sensor bag og multifunktionsrat.

Priserne starter ved 369.000 kr. for den lille trecylindrede 218i benzinmotor.

Vi synes:

BMW 2-serie Active Tourer gør op med de gamle BMW dyder, og er en fleksibel familieflytter, der både er luksuriøs og komfortabel.

BMW 218d Active Tourer Adv.
2-liters firecylindret turbodiesel
Ydelse: 150 hk v. 4.000 omdr/min, 330 Nm v. 1.750-2.250 omdr/min
Præstationer: Topfart: 208 km/t – 0-100 km/t: 8,9 sekunder
Forbrug: 24,4 km/l
Køreklar vægt: 1.450 kg
Mål i cm: 434,2, 180, 158,6
Bagagerumsvolumen: 468/1.510 liter.
Pris: 434.900 kr.