Installationen af TwinAir-motoren i FIATs aldrende Punto, vil unægtelig syntes appellerende for entusiaster, men for de fornuftsbestemte familier, findes der bedre alternativer på markedet.
Det er efterhånden over syv år siden, at italienerne sendte modellen på markedet, dengang med døbenavnet ’Grande’, for at signalere de øgede proportioner.
Bilen var også i denne ombæring formgivet af det ansete italienske designhus Giugiaro, hvis portefølje blandt andet tæller ikoniske biler som Alfa Romeo Alfasud, BMW M1, Ferrari 250 GT og Lotus Esprit, for blot at nævne nogen få.
Og med sine store, funklende Maserati-forlygter, vandt den hurtigt de europæiske køberes hjerte.
FIATs verserende krise kan tilregnes som hovedårsagen til, at vi endnu ikke har set afløseren til en af fabrikantens væsentlige modeller.
Af samme årsag har Puntoen gennem årene antaget diverse former, med dertilhørende navne, således at vi fra Grande Punto overgik til Punto EVO, og nu er vi tilbage til oprindelsen, hvor Punto-navnet alene anvendes.
Det er vel at mærke, med forenden fra den originale Grande Punto anno 2005, men med den friske bagende, dertil interiør fra Punto EVO, som så dagens lys i 2009.
Genbrugsen
Hverken kabinen eller udstyrslisten giver umiddelbart potentielle købere anledning, til at mistænke bilen for at være forældet.
Og sådan opleves den dybest set heller ikke.
Testbilen var udstyret med alle de gængse remedier, som vi efterhånden forventer af en bil i kategorien.
I forbindelse med fornyelsen i 2009, besluttede italienerne sig for at tilføre en omgang blød plast over instrumentbrættet, der dog ved nærmere inspektion synes at være af ringere kvalitet end den hårde slags, der ellers pryder det mest af kabinen.
Der er enkelte kvalitetsmæssige højdepunkter, såsom betjeningen af klimaanlægget, der foruden at besidde to zoner, har drejeknapper der klikker med en lyd og følelse, der er en Volkswagen værdig.
Man bliver også lynhurtig dus med læderrattet, der modsat det, man finder i Fiat 500 har en fuldstændig passende tykkelse og kvalitet.
Køreglade typer vil notere sig, at den høje siddeposition er en kikser, i forhold til det så essentielle tyngdepunkt, samt at armene aldrig rigtigt når rattet, således at man er tvunget til at indtage den klassiske italienske køreposition (også benævnt gorillastillingen).
Ind i mellem vil man falde over ting, som usminket fremstår som en eftertanke fremfor en integreret del af designet, men omvendt kan man glæde sig over at dele fartpilot, samt ratstilke med de mere eksklusive Alfa-modeller.
Der er selvsagt biler i klassen, der er bedre bygget, men såfremt det er lyden af dørens smækken og dæmpede svigermorhåndtag man tilsigter, slår man næppe blikket mod FIAT i udgangspunktet.
Det sportslige hjerte
I Alfa-kredse har debatten raset i årtier.
Spørgsmålet går på, hvorvidt at lillesøsteren og nu moderselskabet FIAT som Alfa Romeo, besidder hvad italienerne kalder Cuore Sportivo, eller ’Sportsligt hjerte’ for de som ikke orker Google Translate.
Der er efterhånden etableret bred konsensus om, at FIAT overordnet set, ikke besidder førnævnte attribut, men det kun er tillfældet med specifikke modeller.
Punto TwinAir er en af dem.
At forklare hvorfor, er givetvis en lidt mere kompliceret affære.
For hvis alderen mærkes noget sted, er det bag rattet af den kompakte italiener.
Den har groft sagt, ingen finesse af nogen som helst art.
Styretøjet er hamrende upræcist og elektrisk af værste skuffe, forenden svarer dovent på førerens befalinger og bremserne er indstillet til pensionist-funktion, hvilket vil sige ekstrem kort og kontant respons, men ringe bremsekraft uden feedback fra pedalen.
Når det er sagt, anes der alligevel et positivt glimt af fortiden, i selskab med Punto.
Kommer man fra noget så poleret som en VW Polo, vil man opleve lyde, vibrationer og følelser, som man ikke troede mulige.
Den tocylindrede TwinAir-enhed, har selvsagt noget af æren for dette, men mere om dette senere.
Kommunikationen med føreren, foregår primært gennem bagdelsrullefeltet eller førersædet i dagligt tale. Det bliver særdeles snaksagligt, når man serverer ellers overkommelige udfordringer, for den alderstyngede undervogn.
Her beslutter forhjulene sig ofte på de mest akavede og upassende tidspunkter, at kaste håndklædet i ringen og slippe kontakten med asfalten, til stort misbehag for mandagsvrisne fodgængere og forblæste cyklister.
Det oplevede jeg nu aldrig i min 500 TwinAir, og det er næppe tilsigtet, men for pokker hvor er det underholdende.
Økonomisk fallit
Punto har dog fortsat et kort på hånden, som ingen af konkurrenterne indtil videre kan matche. Den tocylindrede og aldeles turboladede TwinAir-motor, har fundet vej til bilen, til glæde for benzintosser kloden over.
Jeg siger indtil videre, for i forbindelse med det snarligt introducerede facelift af Ford Fiesta, bliver den samtidig beriget med den eminente EcoBoost-enhed.
De to cylindre synes hverken mere støjende, sløvere eller dårlige vibrationsdæmpet, end de andre biler, hvor den har fundet plads. Med et enkelt forbehold, for designet af Puntoens udstødningssystem, synes at have frembragt den gode, gamle Triumph-lyd, som vi alle sammen dybest set gik rundt og håbede på.
I en sådan grad, at de 900 kubik med lidt velvilje kan tvinges til at afgive smæld ud af afgangsrøret, som en anden Rallybil. Vi hilser de ekstra toner velkommen, for det matcher den lidt grove køreoplevelse sublimt.
Det er fjerde gang, at vi får lov til at smage på FIATs lille mesterværk, og den formår aldrig at skuffe i den dynamiske kategori.
Rent brændstoføkonomisk er det en anden sag, for som de andre udgaver bør man ikke forvente mere, end i omegnen af 13 km/l ved blandet kørsel.
Vel at mærke uden anvendelse af den dødkedelige ECO-funktion, der dræner motoren som Berlusconi gjorde det med den italienske statskasse.
Konklusion:
For den kvalitetsbevidste køber, vil alternativer som VW Polo eller Ford Fiesta virke væsentligt mere attraktive, og for den fornuftsprægede har man KIA Rio samt Hyundai i30.
Havde brændstoføkonomien stået mål med de oplyste tal, havde dette været en af de absolut bedste all-roundere på markedet netop nu.
Det er desværre ikke tilfældet.
Personligt kom jeg til at holde af det snotgrønne lyn, men jeg må i samme vending konstatere, at bilen rammer en indskrænket niche, og ikke har megen appeal for de brede købelystne skarer.
[table “” not found /]