1. Home
  2. Biltest
  3. Test: Nissan Pulsar dCi Tekna
4

Test: Nissan Pulsar dCi Tekna

Test: Nissan Pulsar dCi Tekna
0
4

Nissan har ikke været tilstede i kompaktklassen i mere end syv år, efter de trak stikket til den noget anonyme Almera. Men med den nye Pulsar træder Nissan ind på scenen igen. Der har været meget omtale af Pulsar, da forventningerne har været skyhøje til Nissans nye Golf-konkurrent.

Vi prøvede en hvid Pulsar med 110 dieselheste, Tekna topudstyr og læderkabine. Det bringer prisen over 300.000 kr. inklusiv introrabatten.

Kæmpe akselafstand

Teknisk set bygger Pulsar på en Nissan platform, der har den længste akselafstand i Golf-klassen – hele 270 cm er akselafstanden på! Motorerne kender vi også fra Renault. En 110 hestes 1.5 liters turbodiesel samt en lille 1.2 liters turbobenziner med 115 hestekræfter. Der er ingen tvivl om, at dieselmotoren er den mest kultiverede motor af de to. Senere kommer der dog også en 190 hestes 1.6 liters benzinmotor, og så kommer der pludselig fut i Pulsar.

Man kan nemlig ikke ligefrem påstå, at den nye Nissan Pulsar får hjertet til at slå ekstra hurtigt. Bag rattet i Pulsar holdes pulsen lav. Dét eneste som kan få pulsen op er udstyrsniveauet i Tekna. Det tæller både sikkerhedssystemerne Nissan Safety Shield og Around View Monitor, mens af andre bekvemmeligheder finder 2-zoners klimaanlæg, læderrat, bluetooth, touchscreen navigation, automatisk lys, automatisk nedblændeligt bakspejl, nøglefri betjening og 17” alufælge. De to førstnævnte sikkerhedssystemer, 17” alufælge og LED-forlygter med signaturlys er dog det eneste ekstra i Tekna ift. Acenta, og om end det ser flot ud, så sparede vi gerne de 40.000 kroner.

De ligner alle hinanden efterhånden

Bag rattet er man ikke i tvivl om, at man befinder sig i en Nissan. Dette er både ment på godt og ondt. De ligner nemlig efterhånden alle hinanden, både Qashqai, X-Trail og nu Pulsar.
Indvendig kunne vi dog stadig se plads til forbedringer, da Nissan ermeget glad for sit infotainmentsystem, som vi mener efterhånden trænger til at blive udskiftet. En højere opløsning ville gøre meget og bedre grafik, da bakkameraet fremstår utrolig grynet.
Ellers finder man sig fint tilpas, og i de ekstrakøbte lædersæder til 15.000 kroner kører man gerne en længere tur. Der er også gjort brug af meget mørk plast, hvilket vi kender fra mange andre japanske bilmærker.
Dog er den generelle samlekvalitet ganske fin, og der er ikke knirkende elementer. Den virker kort sagt solidt bygget.

Pladsmonster

Ligesom Nissan lover det er Pulsar stor og rummelig. Den har nærmest et MPV-agtigt design, hvilket man sætter pris på, hvis man er høj. Bagsædepladsen er fantastisk, og man tænker straks på pladsforhold som i biler i klassen over. Skoda Octavia kan dog stadig følge Pulsar til dørs, men det er skam stadig imponerende af Nissan. Nissan kunne dog godt have arbejdet lidt mere med ergonomien på ”siddebænken”, altså bagsædet. Den skråner en smule, men med testmodellens lædersæder bliver det skjult. En positiv detalje ved bagsæderne er, at man sidder højt, og det gør man let kan se frem gennem forruden og ud gennem sideruderne, hvis man er et barn.

Trods bagsædepladsen er god, så er det ikke sket på bekostning af pladsen i bagagerummet. Hele 385 liter finder man når bagsmækken åbnes. Det er mere end i både Ford Focus og VW Golf, men Peugeot 308 overgår stadig med længder.

Køreegenskaberne er ikke specielt interessante. Prøver man at skære et sving skarpt med høj fart, så får Pulsar på mærkværdigvis nærmest stadig gjort det til en komfortabel oplevelse. Nissan Pulsar sørger i hvert fald for man får pulsen ned, for der er intet ophidsende over køreegenskaberne.
Kigger vi på det komfortmæssige er det selvfølgelig en fordel, da der ikke er for meget støj, og ved de fleste ujævnheder klarer den det fint. Tekna inkluderer også de 17” store alufælge, og Acentas 16” alufælge vil uden tvivl gøre den til en rigtig fin rejsepartner.

Vi har prøvet begge motorer, og dieselmotoren er den mest spændende. Der kan selvfølgelig være kørselsmønstre som gør, at man gør klogest i at vælge benzinmotoren, men ellers vil vi anbefale dieselenheden. Den 1.5 liters Renault turbodiesel gør det glimrende trods det er en gammel kending. Brændstofforbruget er også angivet til imponerende 27,8 km/l, hvilket vi aldrig nåede i nærheden af, men vi måtte tage til takke med 17,5 km/l. Trods det er en fin dieselmotor, så skal Nissan ikke sakke bagud, da Hondas 1.6 i-DTEC eksempelvis vil være mere interessant.

Vi synes

Nissan Pulsar er stærkt prissat med introrabatten. Desuden byder den både på meget høj komfort , masser af bagsædeplads og et højt udstyrsniveau. Den er bestemt et nærmere kig værd. Frafalder introrabatten ryger karakteren dog ned til 3.

Nissan Pulsar dCi Tekna
1.5-liters firecylindret diesel
Ydelse: 110 hk v. 4.000 omdr/min, 260 Nm v. 1.750 omdr/min
Præstationer: Topfart: 190 km/t – 0-100 km/t: 11,5 sekunder
Forbrug: 27,8 km/l
Køreklar vægt: 1.307 kg
Mål i cm: 438,7, 176,8, 152
Bagagerumsvolumen: 385-1.395 liter.
Pris: 306.900 kr. (kampagnepris)