Vi har tidligere prøvet Peugeot RCZ, der er det franske bilmærkes frække dreng. Designet er specielt, meget specielt. Faktisk er den i liga med Aston Martin DB9, da et magasin har kåret begge disse biler som Gay Car of The Year. Det er dog også primært pga. designet folk vender sig om på gaden, da den hidtil blot har kunne fås i Danmark med 156 eller 200 hestekræfter. De 200 hestekræfter var rigelig til at gøre den sjov, men bag rattet var man ikke i tvivl om, at bilen havde potentiale til mere.
Spaltepladsen skal dog ikke bruge på at diskutere bilens seksualitet, for den er hylende morsom at køre, og det er en langt bedre historie at fortælle!
Peugeot RCZ har været på markedet siden april 2010, og vandt bl.a. Top Gears ”Coupé of the Year” pris i 2010. I november 2012 meddelte Peugeot, at deres intention var at bygge en mere potent og performanceorienteret udgave, og i juli 2013 kom de første officielle billeder.
Modellens navn er RCZ R, og den har været på markedet siden januar 2014, hvor den blev lanceret samtidig med et mildt facelift, hvor der bl.a. er smallere forlygter.
Hurtig forhjulstrækker
Under hjelmen finder man den samme 1.6 liters turbomotor, som vi også kender fra den gamle Mini Cooper S og Citroën DS3 Racing. Motoren er en sand fornøjelse, og den 1.6 liters motors ydelse er hævet til 270 hk og 330 Nm i RCZ R-udgaven! De 330 newtonmeter er allerede til rådighed ved 1.900 omdr/min, og det er med til at bringe den sportslige franskmand fra 0 til 100 km/t på blot 5,9 sekunder! Dermed behøves man ikke engang anstrenge sig for at køre fra en Golf GTI. Topfarten er desuden også 250 km/t, så man bør kunne følge med hele vejen, hvis man altså er dumdristig nok.
Med accelerationstiden fra 0-100 km/t på under seks sekunder er Peugeot RCZ R det franske mærkes hurtigste serieproducerede gadebil til dato! Det gør bilen ret speciel og stiller spørgsmålet, om den kan opnå stjernestatus i mærkets historie? Det mener vi godt den kan!
Det siger sig selv, at en motor som yder enten 156 eller 200 hestekræfter skal optimeres en del, hvis ydelsen skal hæves til 270 hestekræfter! Det er trods alt stadig en 1.6 liters motor, og med de 270 heste er det verdens stærkeste 1.6 liters firecylindrede serieproducerede motor med turbo. Vægt til effekt forholdet er på 4,7 kg/hk. Peugeots motorsportsafdeling har forstærket motoren ved hjælp af en særlig varmebehandling, nye stempler, plejlstænger, lejer, udstødningsmanifold og en anden turbolader. Resultatet er den overraskende hurtige og små-brutale løve-sportsvogn.
Bag rattet og med speederen i bund er man ikke i tvivl om, at det er en bil som vil fremad. Lyden er fantastisk god og meget brummende. Det hele er dog spil for galleriet, da der sidder en såkaldt soundbooster i motoren, som spiller falsk motorlyd ind i kabinen. Det hele sker dog i samspil med lyden fra udstødningen, som også er fin, men tilsammen er lyden en ægte sportsvogn værdig. På motorvejen kan det dog hurtigt blive irriterende med resonansen, da den brummende motorlyd fra soundboosteren konstant slår til når man blot snitter speederen, men modsat ville køreoplevelsen ikke være den samme foruden den ekstra motorlyd – om end den så ikke er ægte.
Manuel gearkasse er dog en af svaghederne
Gearkassen er en sekstrins manuel, og det føles ikke som om, at Peugeot Motorsport har lavet nogle synderlige forbedringer. Dette er ærgerligt, da gearkassen er en af svaghederne ved RCZ, og det bliver ikke bedre med en halvsløv manuel gearkasse i en nu 270 hestes basse.
Køreegenskaberne er dog rigtig gode. RCZ er både lav og bred, og med de 19” hjul, et ændret ESC-system og et spærredifferentiale er der vejgreb ad libitum, hvis man kører på tør vej om sommeren. I december måned på sommerdæk giver RCZ R hurtigere slip, men med vinterdæk ville køreoplevelsen blive markant mindre sportslig.
RCZ R har desuden fået en 10mm lavere undervogn, andre fjedre og støddæmpere som også har hjulpet på en 17 kilos vægtreduktion ift. den 200 hestes RCZ. Udover vægttabet er RCZ R også mere aerodynamisk, og med den nye bagspoiler er den ligeledes mere stabil ved høje hastigheder. Når der skal bremses ned igen takker man de store bremser, der måler 380mm i diameter og 32mm i tykkelsen. De er monteret på en speciel flance, som er gjort lettere og afstivet med riller for at medvirke til yderligere nedkøling af bremseskiverne.
Styretøjet er også skarpt og direkte, men grundet det mekaniske spær har man torque steer. Et elektronisk spærredifferentiale vil dog ikke kunne tøjle de 270 ponyer i den forhjulstrukne coupé har Peugeot selv fortalt.
Udvendigt kan RCZ R kendes på de matsorte buer og titanium baggrund i forlygterne. De særlige fælge er signeret med et R i mejslet ud direkte i aluminiummet. De er specielt designede til at rumme nye større bremser og de røde bremsekalibre, der er underskrevet med Peugeot Sport.
Kabinen ligner stort set også sig selv. Læderkabinen har røde syninger, og det traditionelle analoge ur er det mest eksklusive sammen med de lækre sportssæder fra Peugeots sportsafdeling. Midterkonsollen skuffer dog, da den minder om noget fra den gamle Peugeot 308, ligesom infotainmentsystemet ikke er en dyr coupé værdigt!
For dyr
Ved introduktionen af RCZ R fortalte den danske importør, at et prisgæt på 650.000 kr. ikke ville være helt ude i skoven, men i stedet blev prisen over 750.000 kroner! Dermed er den kvikke franske gadedreng blevet for dyr, da den koster en kvart million mere end den 200 hestes udgave. Faktisk er BMW M235i billigere end Peugeot RCZ R, og BMW’en byder på sjovere køreegenskaber, er meget hurtigere og mere charmerende på alle punkter bortset fra designet – efter smag og behag.
Vi synes:
Uden tvivl Peugeots sjoveste bil, og vi tror den vil skrive sig ind i mærkets historiebog. Prisen er dog et kæmpe minus, ligesom en skarpere gearkasse ville gøre underværker.
Peugeot RCZ R
1.6 liters firecylindret turbobenzin
Ydelse: 270 hk v. 6.000 omdr/min, 330 Nm v. 1.900 omdr/min
Præstationer: Topfart: 250 km/t – 0-100 km/t: 5,9 sekunder
Forbrug: 15,9 km/l
Køreklar vægt: 1.355 kg
Mål i cm: 429, 136, 185
Bagagerumsvolumen: 387 liter.
Pris: 769.990 kr.