Test: Volvo S60 T4 Momentum

For et par måneder siden kunne vi fortælle om et væld af nye motorer på vej til Volvos 60-serie. Fedt nok, men skal du have en S60 på stedet, er T4’eren et snusfornuftigt valg.

Ansigtsløftningen af 60-serien er lidt en noget kompliceret størrelse. Tidligere på foråret fik bilerne nye frontpartier og detaljer hist og pist, nye digitale instrumenter og skiftepedaler bag rattet, i tilfælde af automatgear.  De mindre firecylindrede turbomotorer fra Ford-tiden og de større fem- og sekscylindrede T5 og T6 udgaver blev bibeholdt. Den testede model falder i denne kategori.

Som vi kunne fortælle i sidste måned, får 60-serien senere på året, som en del af en større omvæltning i motorprogrammet, ny T5 og D4 udgave, der efterhånden vil danne basis for hele motorudvalget. Otte platforme bliver til en og Volvo sparer en stor bunke penge, og forbrugeren en masse brændstof.

Imidlertid fejler T3 og T4-motorerne ikke en døjt, tværtimod. Der er en ganske god årsag til at de stadig finder anvendelse i alt fra en Ford Fiesta til Mondeo og til trods for at du ikke får glæde af den nye ottetrins automatgearkasse, har du stadig de samme lækre skiftepedaler i aluminium med en Ford-udviklet og arvet dobbeltkoblingsgearkasse. PowerShift, kalder de den, men der er imidlertid lidt problemer med ’kassen og det det har ikke noget med skiftene at gøre.

Volvo har tralvt med at fortælle os, at deres biler er for den tilbagelænede, selvsikre kunde der ikke har rygende tralvt med gå ud og erhverve sig et simpelt fallossymbol med ringe, stjerne eller propel på fronten. En kunde, der påskønner kvalitet, design og afmålte bevægelser.

Modtaget – men hvorfor pokker er det, at følsomheden på speederpedalen i en simpel S60 med 180 hestekræfter, er hidsigere end en IT-sælger bag rattet af en 120-hestes Audi A4?

I glat føre er det oprigtig talt en prøve at sætte fra lyskrydset med nogenlunde fart, uden at de stakkels fordæk skal pines med unødvendigt hjulspind. Der er fuldkommen fravær af en eller anden form for gylden mellemvej, hvor bilen accelerer med måde og mådehold. Indrømmet, tiden lærer nok en at få indstillet den højre fod til de nærmest milimeterpræcise bevægelser gearkassen kræver, men i løbet af en uge formåede vi aldrig rigtigt at blive meget klogere på gaspedalen.

Problemet kan naturligvis løses med en softwareopdatering, og om ikke andet er jeg ikke i tvivl om at den lokale forhandler kan være behjælpelig med at skrue ned for tempoet. Og ser man bort fra de umiddelbare accelerative skavanker, er S60’eren stadig en skøn, skøn bil.

Modsat tyskerne, er kabinen lys og indbydende, med materialer der tåler tæv og nærmere undersøgelse fra top til bund. Bag rattet af S60 er den kvalitetsmæssige oplevelse tættere på en 5-serie end en 3-serie. Fords turbomotor lyder også væsentligt bedre end noget tyskerne kan diske op med i den klasse, og den trækker skønt fra bunden uden tøven. Når det så er sagt, så kan Volvo stadig ikke matche BMW hvad angår køredynamik og det har langt hen ad vejen noget at gøre med, at Volvoen er en forhjulstrækker. For de fleste mennesker, der blot ønsker en komfortabel, potent og småluksuriøs bil i klassen, er de trækkende hjul nøjagtig lige så relevante som Linse Kesslers selvangivelse, og set i det lys er S60 mindst lige så god en bil, som den de sælger på den anden side af hovedvejen.

Vi synes:

PowerShift-gearkassen er noget upoleret, men motor, kabine og komfort fejler ikke det fjerneste. Luksuriøs og bundsolid.