Hvis man vil have eje en Golf GTI, men konen siger den er for uøkonomisk, hvad gør man så? Løbet er ikke kørt, da der efter sigende findes en attraktiv økonomi-GTI! Vi har kigget nærmere på Golf GTD, som er den hurtigste Golf med dieselmotor.
GTD’eren ligner til forveksling en GTI, men trods de har mange ligheder designmæssigt, så er der en verden til forskel under motorhjelmen. De fleste vil dog ikke mene, at denne forskel just er positiv, da diesel ikke hører til i en smart sportsvogn/hatchback. Men kigger man eksempelvis på Le Mans, så vil man hurtigt finde ud af, at det legendariske 24-timers løb er domineret af dieselmotoriserede racerbiler.
Én fordel ved dieselmaskinerne er, at man kan nyde gavn af et enormt drejningsmoment ift. benzinmotorerne. Golf GTD har også et bundtræk som et lokomotiv, og efter 7,5 sekunder har man rundet 100 km/t. Den 2.0 liters firecylindrede dieselmotor yder 184 heste og 380 nm, hvilket bør være rigeligt til de fleste. Ja, GTD er cirka 1 sekund langsommere til 100 km/t end GTI’eren, men GTD’erens økonomi er et stort plus.
Over 20 km/l, på papiret…
Imponerende 22,2 km/l er Golf GTD angivet til med testbilens DSG-gearkasse. Holder man dette op mod forbruget i den almindelige GTI, vil man hurtigt bemærke, at der er sparet omkring 6 km/l! DSG-gearkassen er en dobbeltkoblingsgearkasse, og i dette tilfælde en sekstrins af slagsen, hvor man har ekstremt hurtige skift.
Økonomi og sport blandet i én sætning er det primære belæg for, at skulle vælge GTD-modellen, da man her sagtens kan køre 600-700 kilometer uden at miste overblikket over forbruget.
Det kan dog alligevel hurtigt konkluderes, at det ikke KUN er forbruget, som er den primære grund til at købe en GTD, da man så i stedet burde vælge en Golf BlueMotion. Den potentielle køber vil have en mellemting af performance og fornuftig økonomi, hvilket GTD’eren altså tilbyder, hvis man kører nogenlunde fornuftigt. I testperioden kørte vi knap 16 km/l, hvilket er væsentligt under det lovede, men det beviser også, at man ved sjov sporty kørsel stadig ikke er en miljøfrelser i Golf GTD. Bundtrækket er det mest imponerende ved den 2.0 liters dieselmotor, og med en soundactor i sportspakken til næsten 19.000, så kvitterer testmodellen med en dyb baslyd, når man vælger sportsfunktionen og træder lidt på speederen. Faktisk lyder Golf GTD med soundactor-systemet bedre end en GTI uden, men dette skyldes også, at GTI’eren faktisk ikke siger specielt meget, hvis man eksempelvis sammenligner med Ford Focus ST.
Sportspakken inkluderer dog også yderligere 18” Nagaro-fælge, røde bremsekalibre og køreprofilindstillinger, hvor man kan ændre alt fra servo-kraften i styretøjet til speederresponsen.
Trods den lyder godt, giver den dog op i accelerationerne, hvis man sætter en GTI ved dens side. Dette gælder ikke blot ved accelerationer fra stilstand, men også under mellemaccelerationer trækker GTI-modellen fra uden problemer.
Køreglæden er høj i GTD, men ikke på samme niveau som den GTI’eren tilbyder. Tidligere på året testede vi også Golf GTI og GTD-modellen på Jyllandsringen, og her bemærkede vi hurtigt, at dieselmodellen er mindre skarp på bane. GTI-modellen vi har testet mod GTD’eren er Performance-udgaven, hvor man bl.a. har 10 heste mere end i den almindelige GTI, et elektromekanisk spær på forakslen samt større bremser. På banen skyldes forskellen i køreegenskaberne først og fremmest manglen på det elektromekaniske spærredifferentiale, mens benzinmotorens lavere vægt foran også har noget at sige.
Performance-modellen koster fra 478.000 kr., og GTD’eren starter ved 464.000 kroner – testmodellen havde DSG-gearkassen og fem døre, hvilket bringer prisen op over 500.000 kroner! Prisen kan derfor hurtigt blive noget bastant, hvis man sammenligner med alternativer såsom Skoda Octavia RS med dieselmaskine startende fra 409.000 kr. Skal det være endnu billigere, så lokker SEAT med Leon FR-diesel til 342.900 kr.
Vi synes:
Golf GTD er dyrere end den rigtige GTI, og føles dermed en anelse for dyr i et land som Danmark. Trods det er en VW, og du får det klassiske GTD-navn med. Leon FR og Octavia RS er i hvert fald mere attraktivt prissat, og gør brug af samme motor.
VW Golf GTD DSG
2.0 liters diesel
Ydelse: 184 hk v. 3.500 omdr/min, 380 Nm v. 1.750 omdr/min
Præstationer: Topfart: 228 km/t – 0-100 km/t: 7,5 sekunder
Forbrug: 22,8 km/l
Køreklar vægt: 1.395 kg
Mål i cm: 427, 180, 144
Bagagerumsvolumen: 380/ 1.270 liter
Pris: 502.593 kr.