Home Bilmærker Audi Audi A3 er World Car of the Year

Audi A3 er World Car of the Year

Audi A3 er World Car of the Year
0

Audi A3 er blevet offentliggjort som ’World Car of the Year’ på New York Motor Show. Audi slog Mazda3 og BMW 4-serie i kampen om titlen.

I alt 23 biler var kandidater til titlen og A3 blev kåret af en international jury bestående af 69 biljournalister fra 22 lande.

Rupert Stadler, øverste chef hos AUDI AG, udtaler:

„Audi A6 var den første bil nogensinde til at vinde denne pris, og vi er glade for, at vi har kunnet gentage succesen med valget af Audi A3 til World Car of the Year 2014. Audi A3 viser alle aspekter af Audis tekniske bilproduktionskompetencer, ikke mindst inden for områderne letvægtsteknologi, drivlinje, mobil infotainment og førerassistentsystemer. Denne vigtige udmærkelse er en præstation, som alle i virksomheden kan fejre.“

A3 fås som 3-dørs, 5-dørs, cabriolet og sedan. Nøjagtig som VW Golf kan Audi A3 fås med et væld af drivlinjer – benzin, diesel, naturgas og el. Senest så vi A3 e-tron, der med sin plug-in hybrid motor kan køre op til 50 kilometer på el alene.

Læs også:  Mere Opel med X-faktor

A3 blev lanceret tilbage i 1996 og i 2003 kom 5-dørs og cabrioletudgaverne til. I år fik vi også en sedanudgave. I Danmark sælger bilen særdeles godt som firmabil.

Audi er den producent, der har opnået flest ’World Car of the Year’-titler. To gange tidligere har Audi vundet titlen ’World Performance Car’ og to gange før ’World Car Design of the Year’. Den første tildeling af prisen ’World Car of the Year’ vandt Audi med A6. Tyskerne er i alt blevet tildelt syv titler fra juryen.