Til dette års udgave af Le Mans vil Audi stille op med tre Audi R18 e-tron quattro.
Danske Tom Kristensen vil ikke sidde bag rattet i en af racerbilerne i år, men han har fået æren som ”Grand Marshal” i årets Le Mans. Dermed skal Tom K bl.a. køre forrest og lede feltet rundt på første paradeomgang.
Der er i alt 56 deltager ved Le Mans 2015, og ACO offentliggjorde listen ved et pressemøde i Paris d.5 februar. Grundet sin 13. sejr på Le Mans sidste år var Audi garanteret en plads i LMP1 klassen, og sidste års vindere Marcel Fässler / André Lotterer / Benoît Tréluyer er indstillede på at kæmpe for deres fjerde sejr – i år i Audi nummer 7.
Foruden sidste års vinder hos Audi, så godkendte udvælgelseskomitéen også Audis to andre nomineringer. Disse to hold består af: Lucas di Grassi, Loïc Duval, Oliver Jarvis og Filipe Albuquerque, Marco Bonanomi og René Rast.
“Vi er glade for, at ACO har accepteret vores tre nomineringer,” siger chefen for Audi Motorsport Dr. Wolfgang Ullrich, der deltog i arrangementet i Paris sammen med Chris Reinke, chef for LMP. “Audi vil konkurrere på Le Mans for 17. gang i træk og har hidtil været ubesejret med sine hybrid-drevne biler.”