1. Home
  2. Bilnyheder
  3. BMW M Performance Day på Arlanda Test Track
1

BMW M Performance Day på Arlanda Test Track

BMW M Performance Day på Arlanda Test Track
0
1

En solrig mandag morgen står jeg på Arlanda Race Track i Stockholm. Jeg har været oppe siden kl.5:30 for at nå det tidlige morgenfly til vores nabolands smukke hovedstad, og jeg er ikke i tvivl om de manglende timers søvn bliver det hele værd.

Foran mig står et udvalg af BMW M Performance biler samt en tunet Mini Cooper S med en racerudstødning. Ved siden af M Performance bilerne står de normale udgaver, der i sig selv også er ganske sjove, når flåden af biler bl.a. tæller M4, 435i GranCoupé Xdrive og 530d. I Danmark er disse biler dog langt fra virkelighed, og jeg kigger derfor lidt skævt over på rosinen i pølseenden, en 320d… Bestemt ikke nogen kedelig bil, men de andre biler er nu lidt mere tiltrækkende.

BMW M Performance parts blev startet i 2008, men først i 2011 kom BMW M afdelingen ind over, og i den forbindelse blev navnet forkortet til blot BMW M Performance. Herefter har det eftermonterede BMW udstyr fået mere succes.

Det skal desuden lige nævnes, at BMW M Performance ikke laver om på garantien, da det er BMW godkendt og testet.

Jeg starter dog ud i 320d’eren, der har fået en M Performance tuning op til 200 dieselhypper fra de standard 184 hestekræfter. Momentet er også hævet, og det er mest det som mærkes på den lille Arlanda Track, hvor 320d’eren er sjov at hive rundt i svingene, da man jo kan lege lidt med baghjulstrækket.

Efter et par runder springer jeg over i den store 530d, der normalt sprinter fra 0-100 km/t på 5,8 sekunder, så det er bestemt ikke nogen langsom bil. Ydelsen er hævet fra 258 til 286 hestekræfter, og momentet er ret imponerende. Dog kommer en bil som 5-serien lidt til kort på en lille bane, da det er en stor bil med et meget komfortabelt styretøj, hvor man savner lidt mere feedback. Jeg havde dog ikke noget imod at køre 530d’eren hjem fra Stockholm i stedet for at flyve – sikke en herlig direktørvogn.

Med håb om en lidt mere sportslig oplevelse får jeg mulighed for at køre 435i GranCoupé. Denne model har udover en motoropgradering fra 306 til 340 hestekræfter fået en sportsudstødning som byder på ekstra lyd – nøj lyden er sprød! Desuden er der 20” alufælge, røde bremsekalibre, sidespejle i kulfiber samt et lækkert sportsrat i alcantara samt med et lille display. Ude på banen går det væsentligt lettere end i 5-serien, og med xDrive-firehjulstrækket kan man hurtigere give den gas ud af svinget og nyde godt af alle kræfterne. Lyden hjælper dog også på en mere sportslig oplevelse, og efter et par runder på Arlanda Track lykkes det mig faktisk at ikke at tabe afstand til den baghjulstrukne M4, som da vi startede med at køre ud på banen – jeg er imponeret!

M4 chaufføren skuler noget over på mig, mens jeg går rundt med mit efterhånden ret store smil på læben. Bag rattet i M4’eren er oplevelsen selvfølgelig en helt anden end i de foregående afprøvede modeller. Der er ikke pillet ved ydelsen, men de 431 hestekræfter er også rigeligt, og kombineret med M Performance udstødningen som får M4’eren til at synge helt fantastisk ved høje omdrejninger, så er det som at være i himlen.
BMW M4 er utrolig let at køre trods den accelerer fra 0-100 km/t på 4,6 sekunder. Styretøjet føles millimeter præcist, hvilket gør det til en fornøjelse hver gang man skal gennem en chikane eller rundt i et skarpt sving.

Læs også:  Oplev Lamborghini Revuelto i hjertet af København

Efter nogle runder kører jeg dog igen ind i pitten, hvor arrangementets overraskelse holder og venter. Mini Cooper S med JCW (John Coper Works) tuning til 211 hestekræfter samt en helt fantastisk aktiv udstødning, der kun må aktiveres ved banekørsel, da den simpelthen ellers larmer for meget. Normalt yder Mini Cooper S 190 hestekræfter, så de 21 ekstra heste kan faktisk godt mærkes i den lille Mini. Foruden udstødningen og tuningen byder testmodellen også på en sænket undervogn, der gør den ret hård, men på banen gør det bestemt ikke noget.

Dagen sluttes af med ondt i smilehullerne, og trods en M4 var dagens store oplevelse, så er det alligevel Mini Cooper S’eren jeg længes efter, da den var hylende morsom, og så er den modsat M4’eren faktisk en realistisk bil at erhverve sig.