Tesla Model X konceptet blev første gang vist i 2012, og Tesla havde gerne præsenteret SUV’en noget før, men vi har altså måtte vente indtil nu.
Præsentationen fandt sted tirsdag aften (lokal tid) i Californien på fabrikken i Fremont, hvor flere fans var inviteret til eventet.
Basismodellen er i første omgang 90D-udgaven, der iflg. Tesla kan køre 413 km på en fuld opladning. Accelerationstiden er cirka 4,8 sekunder fra 0-96 km/t, og topfarten lyder på 250 km/t. Ganske tjept af en SUV med plads til syv personer, men det bliver vildere endnu…
Vælger man den mest potente model i form af P90D, vil man kunne køre 402 km, når batteriet har 100 % strøm. 0-96 km/t kan klares på omkring 3,8 sekunder, mens man ved Ludicrous-opgraderingen kan nyde en fuld acceleration fra 0-96 km/t på cirka 3,2 sekunder. Topfarten er dog den samme.
Ydelsen kommer fra en cirka 260 hestes elmotor foran og 505 hestes elmotor ved bagakslen.
Unik detalje
En af de unikke detaljer ved Tesla Model X er de to bagdøre, der er af ”mågevinge-typen” – Tesla kalder dem selv for Falkondøre.. Se blot i videoen. Dørene er udstyret med sensorer som bl.a. sikrer, at de ikke rammer loftet eller ud i siderne på andre biler. Tesla har dog yderligere programmeret, at dørene kan åbnes på forskellige måder, så de kan undgå forhindringer. Vi har altså at gøre med intelligente døre…
Fordørene kan desuden registrere, når chaufføren nærmer sig, så dørene åbner sig, og lukker igen når chaufføren har sat sig ind.
Af andre intelligente detaljer kan nævnes radarsystemer og sonarsystemer, der scanner omgivelserne og hjælper med at undvige forhindringer.
Ligesom Model S har Model X også en stor infotainmentskærm. Via den 17 tommer infotainmentskærm kan man klare næsten alle bilens indstillinger – søge på internettet – navigation osv. Mange af indstillingerne er dog selvfølgelig stemmestyrede.
Nårh ja, og som en unik ting for en elbil, så kan Model X leveres med trækkrog – faktisk kan den trække helt op mod 2.268 kilo!
Ren bil
Tesla forklarer Model X kan udstyres med et luftfiltersystem, der både fjerner bakterier, forurening og pollen. Endnu vildere er det dog, at bilens såkaldte ”Bioweapon Defense System” kan skabe et overtryk i kabinen, så man er sikret mod biologiske våben.
Prisen
I USA vil den store udgave koste $132.000 (Ludicrous pakken koster cirka 65.000 kr. ekstra), hvilket er omkring 880.000 danske kroner. Vil du også have en Tesla Model X, så kan du bestille en allerede nu, med forventet levering om cirka ét år. Prisen for Model X er dog endnu uvist i Danmark, da det afhænger af den afgift, som politikerne vælger at pålægge elbilerne.