1. Home
  2. Biltest
  3. Porsche 911 Carrera S PDK – Førsteklasses ingeniørkunst
0

Porsche 911 Carrera S PDK – Førsteklasses ingeniørkunst

Porsche 911 Carrera S PDK – Førsteklasses ingeniørkunst 8.3
0
0

Porsche 911 Carrera S PDK

8.3

Kort sagt er Porsche 911 fortsat den bedste allround sportsvogn i sin klasse, som kan bruges alle dage året rundt, og vi garanterer et stort smørret smil.

Motor & gearkasse10.0
Køreegenskaber10.0
Komfort9.0
Plads8.0
Udstyr6.0
Pris7.0

Forventningerne var store, da vi afhentede den nye Porsche 911 Carrera S til test. Der er noget helt specielt over 911’eren, der af mange bliver overset, da dens design er utrolig underspillet. Bilkendere er dog ikke i tvivl om bilens potens, og den nye model har endda fået hele to turboladere, hvilket gør den livligere end nogensinde før.

Ved første tankestrejf lyder det ikke ligefrem positivt, men Porsche-fans skal ej være bange! Vi kan allerede afsløre nu, at Porsche har formået at bibeholde den fantastiske motorlyd og de fængende køreegenskaber.

porsche-911-carrera-s-2

997’eren havde en 3.8 liters sekscylindret motor med 355 hestekræfter og direkte indsprøjtning, hvilket er lige efter Porsche-filosofien. Den nye motor er derimod både ny og downsizet. Volumen er blot tre liter, men heldigvis har Porsche holdt fast i de seks cylindre. Ydelsen lyder nu på 420 hestekræfter og 500 newtonmeter fra 1.700-5.000 omdrejninger i minuttet. Kort sagt er der enorme mængder kræfter og begrænseren rammes først ved 7.500 omdr/min, men de 420 hestekræfter leveres ved 6.500 omdr/min. 0-100 km/t er overstået på blot 4,1 sekunder med PDK-gearkassen, 0-160 km/t på 8,9 sekunder og topfarten er 306 km/t, værsgo!

I Danmark koster den nye Porsche 911 Carrera fra cirka 1.800.000 kr., mens S-udgaven er ”lidt” dyrere. Helt præcist koster Porsche 911 Carrera S den nette sum af 2.182.945 kr. med PDK, men efter en bunke lækkert ekstraudstyr løber prisen for testmodellen op i 2.604.959 kr. Så er spørgsmålet: lejlighed til barnet eller Porsche?

Læs også:  Porsche Taycan Turbo GT: Elektrisk kraftpræstation sætter nye standarder

Ekstraudstyrslisten inkluderede bl.a. en fuld læderkabine, soltag, adaptive sportssæder plus, Sport Chrono pakken og en fantastisk sportsudstødning. Når nøglen drejes vækkes turbomotoren til live med et ordentligt brøl. Man sørger hurtigt for, at trykke på knappen i midterkonsollen, som lader motoren brøle alt hvad den kan.

Herefter går turen ud mod landevejene, hvor der er mulighed for at prøve de 420 hestekræfter. Undervejs mod Nordsjælland, hvor turen både går gennem by og via motorvej kan det hurtigt konstateres, at dette umiddelbart er en sportsvogn, som er ekstrem alsidig. Billigere sportsvogne kan enten være meget sportslige eller meget komfortable, men Porsche 911 er en af de få sportsvogne, som formår at være ekstrem sportslig og helt igennem komfortabel – prisen taget i mente, så er dette dog også et must.

Der er styr på kabinen

Kabinen er forholdsvis simpel og intuitiv. Knapperne som aktiverer sportsaffjedringen og lader sportsudstødningen skråle for fuld blæs rør man ikke specielt meget, da bilen lettere indstilles fra det lille drejehjul på rattet – dette er en del af Sport Chrono pakken. I Normal er start/stop-systemet aktiveret, sportsaffjedringen deaktiveret og man hører ikke meget fra motoren. Bilen er i det hele taget meget letkørt, og modsat mange andre sportsvogne, hvor det kan være svært at køre komfortabelt i byen grundet eksempelvis kø, så giver det ingen problemer her. Rykkes knappen over i sport aktiveres sportsudstødningen, start/stop deaktiveres og både styretøjet samt gearkassen strammes an ligesom speederresponsen bliver mere aggressiv. Skruer man knappen videre over på Sport+ aktiveres sportsaffjedringen også og både styretøj samt gearkassen strammes yderligere igen. Dette kan specielt mærkes på den syvtrins PDK-dobbeltkoblingsgearkasse, der nu arbejder uhyre effektivt. I mange sportsvogne, hvor gearkassen kan indstilles i en ultimativ sportsindstilling bliver gearkassen dog typisk direkte ukomfortabel, og rykkene kan nærmest give piskesmæld, men det er bestemt ikke tilfældet her, og det er en rigtig fin kvalitet. Pludselig er det nærmest komfortabelt at accelerere for fuld smæk. Foruden Normal, Sport og Sport+ finder man også et Individual mode, hvor man selv kan lave indstillingen. En anden sjov detalje er knappen i midten, som ved aktivering giver 20 sekunder i sport mode – så er alle kræfterne til rådighed ved en rigtig hurtig overhaling.

porsche-911-carrera-s-22

Kabinen byder desuden på et meget lækkert sportsrat samt det velkendte speedometer med omdrejningstælleren i midten. Et helt nyt infotainmentsystem er også at finde. Systemet reagerer hurtigt, benytter Google Maps til navigation og har selvfølgelig bl.a. Apple CarPlay, således man kan brugte Spotify via skærmen, sende/høre SMS-beskeder ved blot at fortælle systemet, hvad det skal skrive og til hvem. Det kan dog til tider ende med ret underlige beskeder…

Læs også:  Porsche Taycan Turbo GT: Elektrisk kraftpræstation sætter nye standarder

porsche-911-carrera-s-16

Sæderne er meget komfortable og kan indstilles i alle retninger. Desværre lykkedes det aldrig for mig at indstille rat og sæde således, at det ikke blev en smule klemt, når jeg skulle dreje meget. Mine hænder ramte nemlig mine ben, men hertil skal det også nævnes, at jeg er 195 cm høj.

På motorvejen skal kræfterne for første gang prøves, og det bliver fra 90 km/t til et tal, som overrasker os en hel del. NØJ denne bil er hurtigere end forventet. Trods høj fart er det fortsat behageligt at køre 911 Carrera S, der udmærker sig som meget retningsstabil.

Efterhånden har vi nået de længe ventede snoede landeveje. Vi ruller vinduerne ned og skifter fra sport til sport plus. Knaldende fra udstødningen er væk, men motorens ”hvæsen” bliver højere, hvorefter man kortvarigt hører et hvin og så er bilen er afsted. 4,1 sekunder tager 0-100 km/t og det føles MARKANT hurtigere bag rattet. Under testperioden hentede vi en god bekendt, der til daglig kører en tunet Audi S6 med 535 hestekræfter, mens den faktisk har mere moment en RS6’eren, som byder på 700 Nm. Selv han var noget overrasket, men i en sportsvogn hvor man nærmest sidder på asfalten, og motorlyden er ret markant føles fart bare helt anderledes.

Der er ingen tvivl om, at Porsche 911 Carrera S er det fornuftige valg i klassen. Andre alternativer er Mercedes AMG GT og Jaguar F-Type R, hvor vi desværre kun har prøvet den sidstnævnte. Jaguaren synes vi er smukkere, mere dramatisk og motorlyden er af en hel anden kaliber, hvis man vælger den adaptive sportsudstødning – det er dog også en V8’er. Herfra må Jaguaren dog også overgive sig, for trods den markant har flere heste (hele 130 af slagsen), så er præstationerne nærmest ens. Porschen er køredynamisk bedre afbalanceret og kabinen i 911’eren byder på moderne teknologi – om end vi synes, at et system ala Audi Virtual Cockpit ville fungere rigtig fint.

Læs også:  Porsche Taycan Turbo GT: Elektrisk kraftpræstation sætter nye standarder

Desuden er Porsche 911 Carrera S uden tvivl den bil af de tre, som færrest vil vende sig efter. Kan du leve med ”anonymiteten”, så er dette uden tvivl det bedste valg. I denne prisklasse kan man dog næppe snakke om ”fornuftige” valg.