1. Home
  2. Bilnyheder
  3. Stortest: Golf-klassen

Stortest: Golf-klassen

Stortest: Golf-klassen
0
0

Konkurrencen fra franske, japanske og sågar egne(tjekkiske) rækker har aldrig været større for den evigt populære VW Golf, der har tronet længe over en klasse den i sin tid lagde navn til. Er dens endelige time kommet? 

Vi har kørt dem hver for sig i et virvar af specifikationer, rost dem til skyerne for deres respektive kvaliteter og længe undret os over, hvilken en af dem vi i grunden ville have parkeret i indkørslen. Her stå de så. De fire (efter vores opfattelse) bedste biler i Golf-klassen, eller C-segmentet som det hedder sig i branchesprog. Min frygt er, at vi i sidste ende får svært ved at pege på en reel vinder, for hver bil appellerer grundlæggende til deres respektive type af bilkøber. Det er nemt at kaste Mazda 3 i den køreglade kasse, at forfordele Skoda Octavia til det grå middelklasseliv bag ligusterhækken mens Peugeot 308 og VW Golf måske mest af alt ligner vaskeægte konkurrenter. De er begge all-roundere, der ikke udemærker i videre grad på noget område, men scorer højt i samtlige kategorier. Så kan 308’eren slå Golf? Og hvor passer de to andre biler ind i den dyst?

Hverdagens helte

Nok er Golf’en solid på alle punkter, men jeg mener at det er på kvalitet og komfort at tyskeren som minimum skal matches, såfremt 308’eren skal have en chance på Volkswagens hjemmebane. 308’eren gør et hæsblæsende godt forsøg, med bløde materialer, elegante aluminiumsdetaljer og sportslige instrumenter i et eksklusivt udtryk. Men i sidste ende står hverken affjedringskomfort eller støjdæmpning niveau med modstanderen og dens MQB-platform, der også danner basis for en anden bil i testfeltet, Skoda Octavia. Og på sin vis, kunne artiklen slutte her. Med pris ude af ligningen, er VW Golf objektivt set den bedste bil. Mazda’en er isoleret set lækker i kabinen, men blegner ved siden af fransk design og klinisk tysk formsprog. Rent interiørmæssigt er Skoda’en nærmest uden for kategori. Kigger man godt efter, vil man genkende greb og knapper fra VW Golf, men lighederne stopper også der. Interiøret er udført i halvtreds nuancer af falmet sort og læderet skal ud af lommen, før der kommer farver i nogen skærme. Så er Golf ufejlbarlig? Naturligvis ikke. Nogen vil måske mene, at 308 er sjovere at køre, med dens lynhurtige styretøj, go-kart lignende rat og skarpe forende. På den anden hånd giver Golf’ens mere kommunikative styretøj og bedre dæmpning en mere afslappet tilgang til det at køre friskt, hvor Peugeot’en har tendens til at blive nervøs over mindre huller i vejen. Huller og ujævnheder, som VW Golf simpelthen labber i sig.

I sidste ende er det Mazda’en man skal kigge på, såfremt man er en køreglad størrelse. Den drøner i store fede ringe om alt i feltet og en god portion udenfor, inklusiv biler som Audi A3 og Alfa Romeo Giulietta. Prisen for alt denne morskab er noget småirriterende støj fra vind og dæk og en kabine, der skriger på et soltag. Udover det, ligger man næppe nogen damevenner ned på at fortælle, at man kører Mazda. Men japaneren er suverænt billigst, bedst udstyret, kønnest at se på(det er den altså) og ifølge statistikken, mest pålidelig. Det er derfor svært at forestille sig, at den samme familie der står og forelsker sig i en Mazda 3 efterfølgende vader over til Skoda på den anden side af Ringvejen. Det er til trods for, at Octavia efterhånden er gået hen og blevet smålækker i danskerens øjne. Jojo, siger sælgeren. Tysk kvalitet og så mener konen jo, at den ligner en Audi, såfremt man kniber øjnene sammen. Jeg kan påskønne Octavia for hvad det er – en enormt rummelig om end konservativ familiebil, der tilbyder en bundsolid platform, hæderlige køreegenskaber og sublim brugtvognsværdi i en trist indbunden, leverpostejsfarvet pakke. Jeg klandrer ingen for at se sig lun på en Octavia og jeg har altid fundet mig til rette bag rattet af den. Men ophidsende, det er den sgu ikke. Til gengæld rummer den en tvillinge-barnevogn og alt det habengut sådan et par skurke måtte medbringe. Det samme kan ikke siges om Peugeot’en. Det er testens mindste bil og til trods for et velvoksent bagagerum, er pladsen i kabinen noget kneben – Mazda 3 og VW Golf ligner hinanden mere på det område.  I det hele taget er der mere praktiske og økonomiske alternativer, hvis man kigger mod Sydkorea. Men Feltet her, det er toppen af poppen.

En smagssag

Men det er ikke på plads at kongen skal findes – så hvad med motorprogrammet? Ikke overraskende er Octavia og Golf nærmest identiske i denne forstand. Alle motorer, benzin som diesel er med turbo og er helt og aldeles fremragende. Peugeot er også godt med – senere på året kommer der en dieseldreven topmodel med 150 heste og motorprogrammet er næsten lige så godt som hos VW, så her går man ikke galt i byen, uanset hvilken drivlinje man beslutter sig for. Helt så nemt er det ikke hos Mazda. Bevares, dieselmotoren er fortræffelig; måske den bedste i sin klasse. Men benzinerne er uden turbo, hvilket vil glæde de, der påskønner motorlyd og gasrespons, men skuffe gennemsnitskøberen, der har forventning om moderne brændstoføkonomi og moment.

Så hvad er vores valg? VW Golf er sublim, Peugeot 308 er elegant og Skoda Octavia praktisk – men vi er først og fremmest bilentusiaster og har man interesse i det at køre bil, er Mazda 3 det oplagte valg. Spækket med udstyr til priser der trækker bukserne ned på konkurrenterne – japanerne har begået deres bedste bil i klassen hidtil. I den anden grøft bejler Octavia med et krater-lignende bagagerum og bundsolid teknik. Har man behov for pladsen, er den et fortræffeligt alternativ til hvilken som helst af disse biler. Gennemsnitskøberen er derfor efterladt med valget mellem VW Golf eller Peugeot 308. Tyskerne laver den bedste bil, men der findes mennesker der ikke kan holde frokosten indenbords, når Volkswagens bedst sælgende bil bringes op. Til de, findes der nu et mere elegant alternativ.

1: Mazda 3: Sublimt velkørende og veludsstyret til samuraisværds-skarpe priser. Støj i kabinen vil genere pendlere.

2: Volkswagen Golf: En eminent allrounder, der vitterligt tilbyder noget for enhver smag. Ikke alle vil kun retfærdiggøre prisen.

3: Peugeot 308: Den bedste franske bil i mange år. Tilbyder meget af hvad Golf’en kan, men kan ikke være med når det for alvor gælder.

4: Skoda Octavia: Danskerens favorit med solid teknik, hæderlige køreegenskaber og gunstige pladsforhold. Konservativt design vil kede mange.

Mazda 3

Ydelse: 100-165 hk

Forbrug: 17,2-24,4 km/l

Køreklar vægt(min): 1.265 kg

Mål i cm: Længde: 446, Bredde: 179, Højde: 146

Bagagerumsvolumen: 340 / 1.360 liter.

Priser fra: 199.990 kr.

VW Golf

Ydelse: 85-230 hk

Forbrug: 15,6-31,3 km/l

Køreklar vægt(min): 1.205 kg

Mål i cm: Længde: 425, Bredde: 179, Højde: 145

Bagagerumsvolumen: 380 / 1.270 liter.

Priser fra: 209.989 kr.

Peugeot 308

Ydelse: 82-156 hk

Forbrug: 17,9-27,8 km/l

Køreklar vægt(min): 1.280 kg

Mål i cm: Længde: 425, Bredde: 186, Højde: 145

Bagagerumsvolumen: 470 / 1.309 liter.

Pris: 199.990 kr.

Skoda Octavia

Ydelse: 86-220 hk

Forbrug: 16,1-26,3 km/l

Køreklar vægt(min): 1.320 kg

Mål i cm: Længde: 456, Bredde: 176, Højde: 146

Bagagerumsvolumen: 560 / 1.360 liter.

Pris: 199.000 kr.