1. Home
  2. Biltest
  3. Test: Citroën DS3 165 Sport
1

Test: Citroën DS3 165 Sport

Test: Citroën DS3 165 Sport 7.3
0
1

Citroën DS3 165 Sport

7.3

DS3 Sport rammer bredt. De fremragende køreegenskaber appellerer kraftigt til drengerøven i enhver mand, mens det friske design i høj grad fanger interessen hos det kvindelige køn. Brændstoføkonomien kan måske afskrække enkelte potentielle købere, men DS3 er svær at glemme, når man først har siddet bag rattet.

Motor & gearkasse7.0
Køreegenskaber8.0
Komfort8.0
Plads6.0
Udstyr8.0
Pris7.0

DS3 er med sit friske design en skarp konkurrent til eksempelvis Alfa Romeo MiTo. Men hvordan klarer den lille franskmand sig, når vejen bliver smal og svingene skarpe? Vi har testet den kompakte charmør.

Da DS3 blev lanceret i 2009, var det den første model efter den legendariske DS19, som fra 1955 til ’75 hævede standarden for komfort og egenskaber generelt i biler. Forventningerne var derfor høje, da Citroën for få år siden genoplivede DS-navnet med først DS3 og sidenhen DS4 og DS5. Men trods høje forventninger har DS-serien ikke skuffet. Danskerne har taget det friske design til sig, og med konkurrencedygtige priser har salget af DS-modellerne i Danmark været ganske imponerende de seneste år.

Designperle

DS3-designet skiller sig ud. Og derfor skiller det naturligvis også vandene. Men i forhold til eksempelvis C4 Cactus er der formodentlig knapt så mange “haters”. Personligt har jeg altid godt kunnet lide DS’ designs. De dynamiske linjer fra front til bagende og nytænkningen i forhold til tagets forløb og samlingen med A-, B- og C-stolperne er både friskt og vellykket i mine øjne.

Inde i kabinen er jeg knapt så begejstret. Der er flere forskellige overfladematerialer, som kan kombineres i det uendelige. Testbilens interiør appellerer ikke direkte til mig, men det er naturligvis smag og behag.

Til gengæld er jeg ret vild med instrumentbrættet, som er meget overskuelig. Der er ingen dikkedarer. Bag rattet ser man blot de basale informationer som speedometer, omdrejningstæller og tankkapacitet, hvilket gør det meget let at aflæse. Heller ikke i forhold til midterkonsollen tager det lang tid at finde sig til rette. Knapperne er tydelige lette at betjene under kørsel. Med én undtagelse.

Når man vil betjene skærmen i midterkonsollen skal man bruge en meget lille drejeknap på det, der ligner en klassisk FM-radio. Problemet er, at knappen er på størrelse med en 1-krone, og det er altså den, der styrer det hele. Størrelsen adskiller sig meget fra eksempelvis Mazda, Mercedes og BMW, hvor man også finder en lignende løsning – blot med væsentlig større drejehjul. Men det her lille hjul er svært at håndtere, og placeringen i midterkonsollen bag gearstangen er bestemt ikke optimal. Selve systemet er dog relativt overskueligt og let at betjene.

Udstyr

DS3 Sport har er udstyret med stort set alt, hvad man kunne ønske sig. Sidespejlene klapper automatisk ind, klimaanlægget sørger for den rette temperatur i bilen, farten holdes jævnt med fartpiloten (som dog ikke er adaptiv), ruderne køres naturligvis op og ned ved hjælp ad el, kameraet i bagsmækken gør det lettere at parkere i byen, og multimedieanlægget med eksempelvis Bluetooth kan betjenes let via den diskrete ratbetjening. Der er ikke noget, man umiddelbart mangler.

Den udmærkede komfort i de sportslige sæder er desuden med til at give en indikation af køreegenskaberne, som bestemt ikke fejler noget. Lad os hoppe videre til det. Hvis du ønsker at blive klogere på udstyrsniveauerne, kan du læse mere her: DS3 tekniske specifikationer og udstyr

 

Knivskarp køreoplevelse

Det sportsligt inspirerede design bliver underbygget af bilens køreegenskaber, som blandt andet kommer til udtryk i en relativt stram og direkte 6-trins gearkasse, når man tager i betragtning, at det er en Citroën. Hurtige og præcise skift. Undervognen er i den grad også i den hårde ende, så den lægger op til særdeles underholdende kørsel. Den ligger ufatteligt godt på vejen.

Rattet bidrager også til den gode køreoplevelse, da det leverer god føling med vejen. Men noget af det driller, når man ser på drivlinjen, er pedalerne. Bremsen fungerer som den skal, men speeder og kobling er virkelig noget, der driller mig. Normalt har jeg ikke problemer med at finde mig til rette i en ny bil. Når jeg har holdt stille ved de første par lyskryds, har jeg som regel styr på det. Men her har jeg efter en uges test endnu ikke fået styr på spillet mellem koblingen og speederen. Koblingspunktet er én ting, men når speederresponsen samtidig føles forsinket, kan det være svært, at accellerere kvikt. Jeg har i hvert fald ikke ramt det perfekte gearskift, som gearkassen ellers lægger op til. Men det er selvfølgelig noget af det, der kan variere fra bil til bil.

Kvalitet frem for kvantitet

Der er ikke noget ved at køre langt på literen i en bil, hvis den ikke er sjov at køre. Så hellere køre lidt mindre økonomisk og få et smil på læben, når du sidder bag rattet. Sådan synes tanken bag DS3 Sport at være, for bilen kører vitterligt ikke langt på literen.

Det er den sportslige kørsel og de mange kræfter, der er i fokus. Det giver et gennemsnitligt forbrug i praksis på højst 15 km/l, hvilket ikke er særligt imponerende. Men har man ikke det store kørselsbehov, og vil man så bare gerne have en god køreoplevelse, når man skal ud at køre, så kan DS3 Sport være en mulighed. Den giver i hvert fald smil på læben. Bortset fra når du skal tanke den.

Citroën Ds3 THP 165 Sport 
1.6 liters firecylindret benzin
Ydelse: 165 hk v. 6.000 o/min, 240 Nm v. 1.740 o/min
Topfart: 218 km/t – 0-100 km/t: 8,1 sekunder
Forbrug: 17,9 km/l
Køreklar vægt: 1.225 kg
Mål i cm: 395, 172, 146
Bagagerumsvolumen: 285-980 liter
Pris: 294.990 kr.

tags: