1. Home
  2. Biltest
  3. Test: Jeep Renegade – jowww, deeeet…

Test: Jeep Renegade – jowww, deeeet…

Test: Jeep Renegade – jowww, deeeet…
0
0

Jeep Renegade har det en smule svært i en samlet test, men den tager kraftigt revanche på ét punkt, hvor andre biler blegner

Jeep har altid været lidt kult. Faktisk har bilmærket været rigtig kult. Men deres biler er også for store til Danmark og Europa, og derfor findes modellen Renegade, som er lavet på baggrund af et ejendommeligt samarbejde mellem ultraitalienske Fiat og ærkeamerikanske Jeep.

Det er blevet til en forhjulstrukket bil, som udenpå har en pokkers masse designdetaljer tilfælles med de gamle Jeeps, som amerikanerne brugte i en række krige fra 40’erne og frem. Indeni har Renegade dog mere til fælles med den Fiat 500 X, som den deler platform med. Og de deler også motorer. Jeep Renegade kommer med to benzinmotorer: En 1,0 med 120 hk og en 1,3 med 150 hk. som altid kommer med en dobbeltkoblingsgearkasse. Begge motorer har turbo og direkte indsprøjtning, og vi har prøvekørt sidstnævnte udgave. Men lige nu er der i øvrigt også en hybridudgave på vej.

Overraskende veludstyret

Renegade er ganske veludstyret. Og det er jo heldigt, når den kun kommer i én udstyrsvariant, som ironisk nok hedder Limited – begrænset på engelsk. Men med det får man to-zone klimaanlæg, skiltegenkendelse med fartbegrænser, DAB-radio, ratvarme, parkeringssensor for og bag og adaptiv fartpilot med mere. Det er ganske glimrende.

Infotainmentsystemet fungerer på det jævne, og med en relativt lille skærm på syv tommer er systemet hverken rigtig godt eller irriterende. Det samme går igen for interiøret i kabinen. Det fungerer, hverken mere eller mindre.

Mere plads end ventet

På bagsædet er der overraskende god plads til voksne, for kabinen er mere rummelig, end den ser ud udefra. Benpladsen er helt ok, men man sidder meget ret op på bagsædet.

Det store salgsargument for Renegade er dog, at det er bil, som man kan ændre hele bilens udseende. Man kan simpelthen pille bilens to soltag helt af, og derved har man faktisk er helt åben sommerbil, og det klares i en let håndevending. Systemet kaldes for MyRoof. De to tagplader, som man piller af kan man lægge i bagagerummet. På den måde vinder Jeepen noget af den ellers tabte personlighed tilbage. Det er ganske fedt, og det ville have været sjovt at teste det en varm sommeruge ved Klitmøller, hvor bilen havde været et perfekt match.

Udseendet snyder

Jeep Renegade er dog en bil, som skiller vandene. Nogle synes den er virkelig pæn, mens andre synes, at den er håbløst grim. Det er fordi, den lægger sig mellem to stole.

Som Jeep burde den være hårdfør og firehjulstrukket, men denne udgave er blevet overpyntet, så den ser ud som noget, den ikke er. For reelt er der tale om en amerikansk udgave af en Fiat 500 X, og den bygges da også i italien, ligesom det italienske militære politi bruger den som patruljevogn.

Jeg tænker lidt på en bodybuilder med løst tøj på, som man efterfølgende opdager bare er buttet. Den ser stærk ud, men er ikke stærk. Den er ikke engang specielt kraftfuld. Ugen før testen med denne Renegade, kørte vi i en Ford Focus, som ligeledes havde 150 hk. Det var en anderledes potent omgang, og det skuffede lidt, at der ikke var mere skub i Renegade. Det kan have noget at gøre med dobbeltkoblingsgearkassen, som føles virkelig gammeldags og meget langsom.

Ikke den store køreoplevelse

Køreegenskaberne håber vi også, at de italienske Carabinieri får mere ud af, end vi gjorde. Vi oplevede et tungt og ikke særlig præcist styretøj i en bil, der også kom til at føles for tung og usofistikeret i undervognen. Rundt i svingene dykker næsen nedad og nærmest modarbejder kørslen, og hvis man er til udfordrende og frisk kørsel, er Renegade ikke noget for dig. Det er den ikke bygget til. I hverdagskørsel er den komfortabel og bliver ikke for blød og svampet, men underholdende kan den ikke ligefrem kaldes.

Omvendt er bilen ganske veludstyret, og det er virkelig lækkert i hverdagen. Det gør den helt store forskel, og med de fede tagdele, som kan pilles af, bliver bilen unik. Jeg er sikker på, at børnene ville have en fest på bagsædet i en Jeep Renegade .

 

Faktabox

Jeep Renegade 1.3 150 hk Limited DCT

Motor: 4-cylindret benzin på 1,3 liter.

Ydelse: 150 hk v. 5.500 o/min

Max. moment: 270 Nm v. 1.850 o/min

Gearkasse: Dobbel-kobl man. sekvensiell med auto

Forbrug: 113,7 km/l. ved blandet kørsel (WLTP-norm)

CO2-udledning: 144 g/km

Tophastighed: 196 km/t.

Acc. 0-100 km/t.: 9,4 sek.

Køreklar vægt: 1.320 kg

Længde/bredde/højde: 423/180/166 cm

Pris: Jeep Renegade fås fra kr. 276.010 kr.

Ugens testbil koster fra 311.010 kr. (ekskl. ekstraudstyr)