I sidste måneds magasin kunne vi fortælle om den faceliftede Insignia, hvor en ny økonomisk dieselmotor havde fundet vej under motorhjelmen. Siden sidst har endnu en Insignia været forbi redaktionen, men denne gang med en ny spændende turbo benzinmotor.
Det er den nye 1.6 SIDI med 170 hestekræfter, der første gang blev vist ved introduktionen af Cascada, Opels store cabriolet. Denne motor er det perfekte match til Insignia, hvis man vil have en benzinenhed.
Udover de 170 heste ydes 280 Nm allerede ved 1.650 omdrejninger i minuttet, og det gør ikke ligefrem den 1.664 kilo tunge tysker hurtig, men accelerationstiden er tilfredsstillende ved 9,9 sekunder fra 0-100 km/t. Topfarten er 220 km/t, og dermed mere end rigelig for alle danskere.
Køreegenskaberne er ikke ligefrem noget prangende i klassen, og det føles som om Insignia overstyrer en del. Generelt er den køreklar vægt for Insignia dog også omkring 100 kilo for høj, hvis man sammenligner med konkurrenterne, og det viser sig på de dynamiske køreegenskaber. Et andet kritikpunkt er, at Insignias tunge platform hæmmer for at kunne levere en endnu mere imponerende brændstoføkonomi. Testmodellen formår med sine 170 heste at køre 16,9 km/l ved blandet kørsel, hvilket er cirka det samme som den aldrende VW Passat 1.4 TSI BMT med 160 hk. Desuden er VW Passaten næsten halvandet sekund hurtigere fra 0-100 km/t! Dog føles Opels nye enhed mere kultiveret end den ældre VW-motor.
På landevej og motorvej viser Opel Insignia sig dog fra en bedre side, og man bliver hurtigt imponeret over dens retningsstabilitet og støjsvaghed. Desuden var testmodellen udstyret med en adaptiv fartpilot, som selv holder afstand til forankørende, og systemet virkede bedre end mange andre bilproducenters.
Det hele har dog en pris, og således rundede testmodellen 530.000 kroner, og så er den Insignia såmænd også betalt! Heraf havde ekstraudstyret en værdi af 115.000 kroner, men der manglede såmænd heller ikke noget!
Opels veludstyret Insignia testmodel havde bl.a. et stort navigationssystem, p-sensor med parkeringsassistance, bakkamera samt både en Premium og Premium Plus pakke. Bagrudeviskeren var dog også ekstraudstyr til 1.000 kroner sammen med CD-afspilleren til to af de lange.
Vi synes:
Den nye 1.6 SIDI motor er både stærk og dejlig kultiveret. Uden tvivl den bedste motor til Insignia! Dog ærgerligt Insignia skal være en sværvægter.
Opel Insignia 1.6 Turbo ECOTEC
1.6 liters firecylindret benzin
Ydelse: 170 hk v. 6.000 omdr/min, 280 Nm v. 1.650-3.200 omdr/min
Præstationer: Topfart: 220 km/t – 0-100 km/t: 9,2 sekunder
Forbrug: 16,9 km/l
Køreklar vægt: 1.664 kg
Mål i cm: Længde: 483, Bredde: 185,6, Højde: 149,8
Bagagerumsvolumen: 530/1.470 liter.
Pris: 424.400 kr.