1. Home
  2. Biltest
  3. Test: Porsche Panamera 4S Diesel – To tons tysk lækkerhed
0

Test: Porsche Panamera 4S Diesel – To tons tysk lækkerhed

Test: Porsche Panamera 4S Diesel – To tons tysk lækkerhed
0
0

Jeg starter motoren på klassisk Porsche-maner med knappen på venstre side af rattet. Det rumler ude foran under den lange dykkende motorhjelm. Det er en diesel. Det får måske nogen til at rynken på næsen og sige: “Diesel? Det kan man da ikke I en Porsche? Det lyder som en traktor.” Men, jo det kan man godt og nej, den store V8’er rigtig godt.

Jeg roder lidt med knapperne – der er mange –  og får indstillet sædet og rattet, så det passer, sætter GPS på den kæmpestore skærm i instrumentbrættet, så den peger mod Helsingør og så ruller jeg ud gennem Kgs. Lyngby mod motorvejen.

I eftermiddagstrafikken er det svært rigtig at give Panamera’en lov at strække ud. Jeg tager godt fat i det tykke lækre læderrat og drejer ned på motorvejen mod nord og Kronborg i Helsingør. Det skal ikke trykkes ret meget på speederen før jeg rammer hastighedsgrænsen og jeg rykker helt ud til venstre for at komme hurtigt frem. Og det går virkelig hurtigt i Porsches store diesellokomotiv. Den er et bæst! Med træk på alle fire og et drejningsmoment, der efterlader asfalten krøllet, hvis du træder sømmet i bund og bruger alle 850 nm til at lægge fra land med, kommer du aldrig i en situation, hvor du savner kraft til overhalinger eller langturskørsel. Samtidig sidder du bag rattet af en rummelig komfortabel luksusbil, der nok skal få konkurrenterne hos Mercedes-Benz og BMW til at gå et par gange rundt om sig selv, mens de klør sig i hovedbunden og spekulerer på, hvad næste træk skal være.

Verdens hurtigste oliebrænder

Porsche siger selv at 4S Diesel er den hurtigste dieselbil i verden. Det kan de sagtens bilde mig ind, hurtig er den det er først ved 285 km/t at den dobbelt turboladede V8’er med sine 422 heste løber tør for kræfter og inden da har du passeret 100 km/t på 4,3 sekunder. Det er imponerende i en bil, der vejer 2.100 kg, har plads til fire voksne og bagage, hvis det skal være.

Læs også:  Porsche Taycan Turbo GT: Elektrisk kraftpræstation sætter nye standarder

Lige så imponerende er den næsten fem meter lange to meter brede Porsche så snart jeg trækker til højre og drejer af motorvejen og ud på de små snørklede nordsjællandske landeveje. Den testede Panamera er udstyret med PASM der er Porsches adaptive luftaffjedring. Uden at have testkørt bilen med konventionel affjedring er det umuligt at sammenligne.  Men PASM sørger for, at kørslen er gennemført komfortabel, selv om Porschen er stram er den aldrig hård og under alle forhold er bilen afbalanceret og fuldstændig stabil på vejen. Sin størrelse til trods føles Panamera adræt og styringen er præcis, fast og selv med slud på vejbanerne er den store luksusbil ikke til at rive et dækhvin ud af, når jeg kaster den gennem de skarpe kurver på bagvejene i Nordsjælland. Alt sammen takket være Porschens velafstemte undervogn, styretøj og 4-hjulstrækket.

Læs også:  Porsche Taycan Turbo GT: Elektrisk kraftpræstation sætter nye standarder

Den gamle Panamera var ikke den smukkeste bil på autobahn, men den nye har fået høvlet lidt af sin klumpede bagende og står nu smuk med tydelige referencer til det som de fleste betegner som ’den rigtige Porsche’, nemlig 911.

Luksus – sporty luksus

Porsche Panamera 4S Diesel er ikke andet end en 4-dørs sedan. Og alligevel er den store Porsche meget mere og måske den mest imponerende Porsche jeg har kørt i.  Den er stor, komfortabel og rummelig nok til fire voksne. Men den er også en rasende hurtig bil, der trodser sin størrelse ved at være perfekt afstemt motor, gearkasse og affjedring i mellem.
Det gør Porsche Panamera  4S Diesel til noget nær den perfekte familiebil. Hvis ikke det lige var for prisen …

Læs også:  Porsche Taycan Turbo GT: Elektrisk kraftpræstation sætter nye standarder

Bilsektionen mener:

Porsche Panamera 4s Diesel er en 4-dørs sedan, men den er meget mere end det. Den er et autobahn-lokomotiv, der vil blæse S-klasser og 7-Serie BMW’er ind i slæbesporet. Og den imponerer på alle parametre. Men kræfter og luksus koster kassen hos Porsche i Stuttgart.

For: 850 nm der alle sammen er klar fra 1.000 omdrejninger. Og sublime køreegenskaber.

Imod: Porsche har mildest talt vilde priser på ekstraudstyr.

 

FAKTA: Porsche Panamera 4S Diesel

Vejl. pris, inkl. lev.: 2.267.065 kr.
Testbilen kostede over 2.800.000 kr.
Motor: 8 cyl., 4,0 liter med biturbo
Effekt: 422 hk/850Nm v/ 1.000 omdr.
Tophastighed: 282 km/t
0-100 km/t: 4,3 sek.
Forbrug (EU-norm): 14,7 km/l
Længde/bredde/højde: 505-194-142
Bagagerum (min/max): 495 l.
Vægt: 2.125 kg