Tilbage i november 2011 ved Tokyo Motor Show offentliggjorde BMW og Toyota sit samarbejde, og nu er det første konkrete resultat af samarbejdet endelig blevet vist frem. Resultatet er på ingen måde sexet eller sportsligt, men så fornuftigt som det kan blive.
Det er ganske normalt med samarbejdsaftaler på tværs af bilproducenterne, hvilket vi bl.a. ser med Mercedes og Renault-Nissan, mens Fiat-koncernen og Mazda har offentliggjort tanker om at udvikle en fælles roadster.
)
Toyotas samarbejde med BMW indeholder fem punkter:
- Samarbejde om udvikling af brændselscellesystem
- Undersøge mulighederne for at udvikle fælles platform til ny sportsvogn
- Samarbejde om udvikling af letvægtsteknologier til brug i karosserier
- Foretage fælles forskning af lithium-luft batterier
- BMW dieselmotorer til Toyota (1.6 liters og 2.0 liters)
Dermed er det et ganske bredt samarbejde de to bilgiganter har fået stablet på benene, og der er såmænd også høje forventninger til det.
Vi prøvede kort det første konkrete resultat af samarbejdet i Nice, hvor Toyota kunne vise en Verso med BMWs 1.6 liters dieselmotor. Motoren er en kending fra BMW 114d, 116d EfficientDynamics og den nu gamle Mini-generation. BMW selv udskifter motoren med en helt ny tre cylindret 1.5 liters i den nye generation af Mini.
Ydelsen i Toyota Verso er 112 hestekræfter og 270 newtonmeter, hvilket umiddelbart ikke er meget til en bil i C-MPV segmentet, men den klarer jobbet ganske fint. Gearkassen er en langbenet sekstrins manuel, hvor Toyota selv fortæller sjette gear skal anses som et motorvejsgear. Hertil kan det nævnes Toyota selv har stået for tilpasningen af gearkassen og bilens øvrige elektronik i kombination med BMW-motoren.
Den hidtil mindste dieselmotor i Verso var en ældre 2.0 liters, som ikke ligefrem var nogen spændende sag. Spændende er måske også meget sagt om BMW-motoren, men den løser jobbet på en mere fornem måde. Motoren virker mere kultiveret, motorstøjen er reduceret og momentet leveres ganske fint. Motoren vejer 20 kilo mindre end den gamle 2.0 liters, men lever desværre blot op til Euro5 kravene, hvorfor den skal opdateres inden næste år, hvor Euro6 reglerne træder i kraft.
Start/Stop system har vi heller ikke set i Verso før, men det er blevet en realitet i kombination med den tyske motor. Brændstoføkonomi har dog også været i højsædet ved tilvalget af motoren til modelprogrammet, og med den nye motor i Verso kører man op mod 22,2 kilometer pr. liter dieselolie ved blandet kørsel. Det betyder den årlige ejerafgift er 720 kroner lavere end med den gamle 2-liters.
Skal man have vægt på krogen, er dette dog et af de steder, hvor BMWs motor må give op. Den kan maks klare 1.300 kilo mod den hidtil mindste 2 liters 1.600 kilo.
En anden nyhed til Toyota Verso er premieren på det opdaterede infotainmentsystem, Toyota Touch. Det er den anden generation, og man har firedoblet opløsningen, gjort DAB-radio muligt samt integreret app’en MirrorLink. Med MirrorLink kan man spejle sin telefon op på infotainmentskærmen, således alle funktionerne kan foretages derfra.
Toyota introducerer den 1.6 liters i marts måned, og prisen starter ved 293.000 kroner, hvilket gør den 7.000 kr. billigere end den gamle 2.0 liters. Volumenmodellen forventes dog at blive T2 Touch og syv sæder, hvorefter prisen sniger sig op omkring 345.000 kroner.
I Danmark og resten af Europa er der store forventninger til dieselmotoren, da markedet for C-MPV’er primært består af dieselvarianter, hvilket tidligere var et område Toyota ikke kunne konkurrere på, da deres dieselmotorer var for store og uøkonomiske. I Danmark forventes den nye dieselmotor til Verso, at skulle stå for 40 % af det samlede Verso salg!
Vi synes:
Endelig har Toyota fået en konkurrencedygtig dieselmotor til Verso, så glem alt om den gamle 2-liters!
Toyota Verso 1.6 D-4D
1.6 liters firecylindret diesel
Ydelse: 112 hk v. 4.000 omdr/min, 270 Nm v. 1.750 omdr/min
Præstationer: Topfart: 185 km/t – 0-100 km/t: 12,7 sekunder
Forbrug: 22,2 km/l
Mål i cm: Længde: 446, Bredde: 179, Højde: 162
Pris fra: 293.000 kr.