VIDEO: ‘Power Test’ med Clarkson, Hammond og May
Top Gear-drengene. James May, Jeremy Clarkson og Richard Hammond. Vi kalder dem Top Gear-drengene, fordi det er det, som vi husker dem for, selvom de ikke længere er en del af programmet.
I stedet er det allerede blevet bekræftet, at Chris Evans som kæmpe bilentusiast tager over for Clarkson med stadig to positioner tilbage.
At Top Gear-drengene ikke længere er en del af Top Gear betyder dog ikke, at de tre som helhed ikke stadig kan lave lidt sjov i gaden. Senest i ovenstående video hvor de tre gutter har arrangeret et dragrace mellem den nye Mercedes-AMG GT S, Porsche 911 Turbo S og Chevrolet Corvette C7 Z06. Klippet er kun 16 sekunder langt, men mon ikke slutningen offentliggøres på et senere tidspunkt.
Hvad der i hvert fald er bekræftet er, at slutningen vil blive offentliggjort på Clarkson, Hammond & May Live-showet. Bedre kendt som liveshowet Top Gear Live for et par år siden, hvor de blandt andet var forbi Danmark med Andreas Breinholt som medvært, så kører de altså nu deres eget liveshow udenom BBC med næste show i Stavanger i Norge allerede den 19. juni.
Alle tre biler er afsindigt hurtige, og det er svært at finde en vinder, så vi må vente et stykke tid endnu. Rygterne går ligeledes på, at Top Gear-drengene er ved at lave en aftale med Netflix, men det tør vi ikke sige mere om.