Allerede fra starten af næste måned kan man bestille e-tron modellen af Audi Q7, der er en dieselhybrid og verdens første plug-in-hybrid med V6 TDI og quattro-drivlinje.
Drivlinjen er en 3-liters sekscylindret dieselenhed med 258 hk og 600 Nm, som får hjælp af en elmotor med 128 hk og 350 Nm. Systemydelsen er 373 hk og 700 Nm, hvilket betyder 0-100 km/t er klaret på 6,2 sekunder. Elmotoren henter sin power fra et 17,3 kWh lithium-ion-batteri. På ren strøm kan Audi Q7 e-tron køre 56 kilometer, og ved blandet kørsel er brændstofforbruget angivet til 55,6 km/l.
Vi har tidligere testet Audi Q7 e-tron, hvor vi kørte 23,3 km/l. Ikke specielt meget ift. de tal Audi har angivet, men en alm. Audi A3 2.0 TDI med 150 hk og S-tronic klarer blot 22,2 km/l til sammenligning, hvorfor man ikke ligefrem kan klage over Q7’erens forbrug, når den har over dobbelt så mange heste, vejer over 1.000 kilo mere og har firehjulstræk.
Prisen i Danmark er 1.432.000 kr. og standardudstyret inkluderer bl.a. 3-zoners klimaanlæg, 19” alufælge, MMI Navigation plus med MMI all in touch og Audi Virtual cockpit.
Q7 e-tron har desuden også fra standard et termostyringssystem med integreret varmepumpe, som er udviklet specielt til Q7-familiens plug-in-hybrider.