Dette er højst sandsynligt den ultimative cabriolet. Mercedes S-klasse betyder masser af luksus, AMG betyder en dejlig køreoplevelse og 65AMG betyder V12-lyd…
Topmodellen af Mercedes S-klasse cabriolet er netop blevet præsenteret i form af S65 AMG cabriolet. Selvsamme motor som i coupé-udgaven med sin 6-liters biturbo V12 motor. Ydelsen er 630 hestekræfter og ekstreme 1.000 newtonmeter, hvilket får den fra 0-100 km/t på blot 4,1 sekunder. Trods speedometeret går helt op til 360 km/t, så stopper løjerne ved 250 km/t, da S65 AMG er elektronisk begrænset.
Gearkassen er den automatisk AMG Speedshift Plus 7G-Tronic, der sender kræfterne til de store sutter. Fælgene er fra standard 20” og dækkene måler 285/35 bag, hvilket hjælper med at få smidt de 630 hypper ordentlig i jorden – efterfulgt af et vredt V12-vræl.
360 graders luksus
Det tager 17 sekunder at rulle soft top kalechen af, og det kan gøres ved hastigheder op til 17 sekunder. Desuden kan kalechen leveres i farverne sort, mørkeblå, beige eller mørkerød.
Kabinen byder desuden på sportssæder i det eksklusive nappa læder. Sæderne er selvfølgelig elektrisk justerbare, har memory og kan både varme numsen eller køle den af. Der er også varme i armlænene, så selvom man kører med kalechen af i minusgrader, så bør man kunne holde varmen…
Desuden inkluderer standardudstyrslisten et 360 graders kamera, et meget dyrt og velspillende Burmeister anlæg og Active Parking Assist med Parktronic.
Som du nok kan forstå er Mercedes S65 AMG cabriolet allerede fra standard utrolig veludstyret, men det er selvfølgelig noget, som man i sidste ende også betaler for. Prisen for coupé-modellen er 4.487.556 kr. i Danmark (efter afgiftsnedsættelsen), og cabrioletmodellen bliver selvfølgelig dyrere.
Levering af Mercedes S65 AMG starter omkring maj/juni, og man kan placere sin ordre fra d.4 juni 2016.