1. Home
  2. Bilnyheder
  3. Test: Hyundai Genesis Coupé 2.0T
0

Test: Hyundai Genesis Coupé 2.0T

Test: Hyundai Genesis Coupé 2.0T
0
0

Ved præsentationen af Hyundai Genesis Coupé på Frankfurt Motor Show i 2009 var der mange som måtte gnide sig i øjnene, og nu er den faceliftede model i Danmark.

På papiret bliver man præsenteret for nye motorer som har en højere ydelse, hvor det specielt er den 2.0T som har gennemgået en forandring, da den nu yder 275 heste mod tidligere 214 hk. Derudover har man baghjulstræk og differentialespærre pakket ind i et meget aggressivt og Thansen-agtigt design.

Den faceliftede models design er blevet mere aggressivt, hvilket blandt andet kan ses på de falske luftindtag på køleren samt en skarpere lygte-struktur og kofanger. Bagfra er der også sket ændringer, men her er de sværere at få øje på og inkluderer et nyt baglygte-design.

Interiøret har også gennemgået en forandring, men faceliftet har ikke budt på voldsomme kvalitetsforbedringer, hvorfor man stadig finder megen plast. Sæderne er dog blevet en smule bedre, hvilket også skyldes Hyundai har arbejdet med at lave specialdesignede sportssæder. Der er endvidere mulighed for at skille sig ekstra ud, da testmodellen er knaldrød, hvilket også gælder for sportssæderne – det er noget som skaber opmærksomhed!

Udstyret inkluderer bl.a. både to-zoners klimaanlæg, bluetooth, sædevarme, bakalarm, fartpilot og tre tarvelige ure som orienter om hvor langt du træder speederen ned, turbo og olietemperaturen.

Bag de to forsæder finder man to bagsæder som godt kan bruges, men de er ikke lavet til voksne. Derudover er der også et lille bagagerum på 332 liter, hvor der er mulighed for at lægge bagsæderne ned, hvorefter den bliver bare en smule praktisk.

Læs også:  Mercedes-AMG E 53 HYBRID 4MATIC+: Sporty og effektiv

Motoren tændes

Ligesom før faceliftet er Hyundai Genesis Coupé udstyret med nøglefri betjening, hvorfor der blot skal trykkes ”Start”-knappen, hvorefter man afventer en dejlig sportslig lyd fra udstødningen. Lyden lader dog vente på sig, da man bliver spist af med hvad der mest af alt lyder som en forpustet ryger…
Selv når bilen er sat i gear og man ruller ud på vejene for at prøve accelerationen er lyden ikke bedre. Kun når vinduet er rullet ned på en stille vej er mulighed for at høre en lav turbo-vrissen.

Motorens specifikationer på 275 hk ved 6.000 omdr/min og 373 Nm allerede ved 2.000 omdr/min lyder skæg, men hurtig oplever man en kendt Hyundai-turbotøven, hvilket gør Genesis Coupé 2.0T sværere at køre end forventet. Dette gælder specielt for testmodellen som blev leveret med sommerdæk, mens det meste af testkørslen foregik på sne og is…
Dette skal kombineres med et styretøj som er fint vægtet, men desværre er selve følingen og præcisionen ikke gennemarbejdet, hvorfor det blot bliver sværere at teste bilen under de nævnte forhold.

Specifikationerne fortæller Genesis Coupé 2.0T klarer 0-100 km/t på 7,4 sekunder, hvilket er en forbedring på 0,6 sekunder ift. den tidligere model. Derudover er topfarten også hævet med 14 km/t til 236 km/t, mens brændstoføkonomien er beholdt på cirka 10,5 km/l. Men ligesom ved de fleste andre bilproducenter skal man ikke regne med dette, hvilket testperioden også viste, hvor vi typisk kørte cirka 8 km/l.

Læs også:  Bilsikkerhedsteknologi: Højteknologiske systemer

Den gamle models ESP-system var uhyrlig aggressivt, hvilket Hyundai har optimeret, men man savner stadig muligheden for at få lidt længere snor. Slår man først ESP-systemet fra slippes vildskaben løs, men sjov bliver det aldrig, da turbotøven, sommerdæk på sneglatte veje og et mindre præcist styretøj hurtigt gør det til en hårrejsende oplevelse.

Gearkassen i testmodellen er en sekstrins manuel, mens der kan tilvælges en ny ottetrins automatisk, hvis man ikke selv vil røre i suppedasen. Den manuelle gearkasse er strammere end vi kender det fra de andre almindelige Hyundai-modeller, men den er ikke meget mere sportslig end den vi kender fra i40. Gearvælgeren er også stor og klodset og det bliver derfor aldrig nogen fornøjelse at tage sig af de 275 hestekræfter.

Hvordan er køreoplevelsen?

I selvsamme uge vi testede Hyundai Genesis Coupé stod både Peugeot RCZ og Subaru BRZ klar ved siden af i garagen til en trippeltest som du kan læse her.

Dermed havde vi rig mulighed for at teste Genesis Coupé mod to konkurrenter, og det viste sig desværre ikke til koreanerens fordel.

Undervognen er hård som det forventes i hvad der ligner en hårdtpumpet sportsvogn, men med det lidt upræcise styretøj, en livlig bagende og turbotøven sidder man aldrig rigtig og griner, da den er svær at få fuld kontrol over – i modsætning til Subaru BRZ.

Læs også:  Indvirkningen af din kreditværdighed på bilforsikringspriser

Dette har dog også noget at gøre med den køreklar vægt på 1.620 kilo, hvilket er 209 kg mere end Peugeot RCZ 1.6 med 200 heste og 281 heste yderligere end Subaru BRZ med automatgear! Det skal selvfølgelig nævnes Hyundai Genesis Coupé både er længere, bredere og højere, men den er alligevel ikke mere praktisk end eksempelvis Peugeot RCZ.
Sammenlignet med Peugeot RCZ og Subaru RCZ oplever man hurtigt Hyundai Genesis Coupé handler om forholdsvist meget sportsvogn og garanti for få penge. Man savner derfor en smule mere raffineret arbejde, hvor der er gjort det sidste for at gøre Genesis Coupé til en sand fornøjelse.

Konklusion:

Hyundai Genesis Coupé er sportsvognen hvor du får lidt af det hele til en fin pris med fem års garanti.

Men der er ikke ét punkt, hvor Genesis Coupé udmærker sig på hverken pris, design, motor, komfort, sport eller interiør, hvilket ikke giver køberne noget specielt incitament for at vælge Genesis Coupé – udover fem års garanti…

[table “” not found /]