1. Home
  2. Biltest
  3. Test: Renault Laguna 1.5 dCi 110 Sport Tourer
0

Test: Renault Laguna 1.5 dCi 110 Sport Tourer

Test: Renault Laguna 1.5 dCi 110 Sport Tourer
0
0

Renault Laguna har aldrig været en topsællert på det danske marked, og er for det meste blevet ignoreret af de danske købere. Det har Renault forsøgt at vende om på.

De har taget fat, ved at barbere de overflødige benzinmotorer væk fra modelprogrammet og kun udbyder nu kun bilen med dieselmotor og det højeste Exception udstyrsniveau, der bl.a. inkluderer indbygget navigation og dellædersæder. Samtidig er der blevet skruet på prisen, således at den billigste Laguna nu fås fra 301.900 kr.

Et aggressivt tiltag, der utvivlsomt er nødvendigt for at sikre markedsandele i et segment, der er præget af benhård konkurrence og rivaler der er stålsatte i danskernes bevidsthed.

Overfladisk skønhed

Ved første øjekast, ligner Laguna en umiddelbar attraktiv pakke. I slutspurten har den franske fabrikant skruet gevaldigt op for udstyrsniveauet, og man får alt det man nu engang forventer af en bil i klassen, og en god portion til.

Indbygget navigation, Bluetooth telefoni samt streaming, ratbetjening og parkeringssensor bag er nu en del af standardustyret. Det fungerer, men er ikke så brugervenligt som det man finder i de tyske samt japanske konkurrenter. Det vigtigste er nu engang, at det er der, for det er med til at gøre Laguna til en afslappet kompagnon på vej ud af motorvejen, hvor den nu engang hører hjemme.

Vi er dog stadig ikke på niveau med de tyske konkurrenter, for så snart motoren vækkes til live, bemærker man vibrationer og raslelyde. Bag rattet sidder man tilpas i dellædersæderne, der byder på gode og tilgængelige justeringsmuligheder, men desværre er af typen man sætter sig på, fremfor i og ikke støtter nær så godt som de tager sig ud.

Rattet er med flad bund, der i nogens optik vil give bilen et sportsligt præg, men nærmere besværliggør daglig kørsel. Som med meget andet i den franske flyder, er det højest sandsynligt et spørgsmål om tilvænning, men det sportslige rat føles nu engang akavet i et så tilbagelænet køretøj.

Tilbagelænet tourer

Allerede inden for de første hundrede meter, oplever man at Laguna er en bil der foretrækker at vejen går ligeud. På trods af at Renault efterhånden bygger nogen af de mest internationalt hædrede og afstemte GTI-biler, befinder Laguna sig i den stik modsatte grøft.

Selvom Renault i forbindelse med faceliftet af bilen, har arbejdet intensivt med afstivning samt finpudsning af styretøjet, er der stadig meget, meget langt op til konkurrenterne. Det opleves udpræget dødt omkring midterstillingen, for letgående og uden føling. Til gengæld er det nogenlunde præcist, og takket være bilens lave vægt er der en rimelig positiv indstyring.

Betjening af gearskiftet og pedaler, synes svampet og vagt. Ikke meget har ændret sig her. Insisterer man på at kaste Laguna ind i svingene, oplever man at bagenden ikke gider lege med. Den føles løs og uvillig, hvilket hurtigt får en på bedre tanker.

Affjedringskomforten kan bedst beskrives som middelmådig. I denne lette variant af bilen, opleves bilens affjedring nervøs og larmende, som havde de franske ingeniører været for dovne til, at ændre noget fra de tungere udgaver. Bilen føles let, men ikke adræt.

Vi fik også lejligheden til at prøve en model med den gængse dækmontering på 17” fælge. Her opleves affjedringen bestemt mere rolig, og indstyring samt vejgreb nyder godt af de stivere sommerdæk. Hele bilen føles væsentlig mere neutral, og styretøjet er skarpere. Oplevelsen er løftet, men det er en overdrivelse at behæfte Laguna med tilnavnet ’Sport’.

Lyden af 90’erne

På motorvejen falder Laguna til ro og både motor samt dækstøj er godt undertrykt. Vinden kan til gengæld høres og tager ind imellem fat i bilen.

Motoren opleves grov under acceleration, med en upassende rallen der skæmmer billedet af Laguna som elegant langtursvogn. Ved konstant fart er den på den anden hånd, eksemplarisk støjsvag. Accelerationstiden taler for sig selv, men motoren er godkendt til daglig brug.til daglig brug. I byen er der kræfter nok til at følge med trafikken, men har man ambitioner om at foretaget overhalinger ved landevejshastigheder eller over, kræves på grundig planlægning samt nedgearing.

Den svært lave og brede læssekant, gør det rummelige bagagerum meget anvendeligt. Samtidig kan bagsæderne ligges fladt ned, ved hjælp af betjeningsgreb i bagagerummet eller på bagsædet. Her er også rimelig plads til passagerer af gennemsnitlig højde, hvorimod større passager vil opleve problemer med knæpladsen.

Den indbyggede navigation fungerer godt, og er nem at anvende på trods af et lidt dateret udseende. Fartgrænserne bliver også vist på skærmen, men det kan ikke anbefales at stole på systemet, med mindre man ønsker klip i kørekortet. Til gengæld viste menu systemet til radioen at være en decideret labyrint, og det lykkedes os kun en enkelt gang gennem testugen at streame musik fra telefonen.

Brændstoføkonomien ser fornuftig ud på papiret, men vi kom aldrig over 20km/l og endte med et gennemsnit på knap 18km/l.

Konklusion:

Laguna vil unægteligt appellere til inkarnerede tilhængere af mærket, men alt tyder på, at den mindste motor ikke er den rigtige til bilen. Erkendt, Renault giver dig en gevaldig mængde udstyr for pengene, men oplevelsen falder til gulvet da bilen aldrig synes at være hverken komfortabel eller sportslig.

Tag i stedet et kig på de højere motoriserede udgaver, der både byder på den trækkraft samt affjedringskomfort som Laguna fortjener.

Alternativt, kan man finde otte tusindlapper yderligere, får man den den fremragende Skoda Superb Combi GreenLine, der er en væsentligt bedre bil på stortset alle parametre. Man siger samtidig farvel Lagunas overflødighedshorn af udstyr, men til gengæld får man en væsentlig mere harmonisk bil.

Renault Laguna 1.5 dCi 110 Sport Tourer

Ydelse: 110 hk ved 4.000 omdr./min / 240 Nm ved 2.000 omdr/min.

Præstationer: Topfart er 188 km/t. 0-100 km/t på 12,2 sek

Oplyst forbrug: 23,8 km/l – 110g/km

Mål i cm: Længde: 480 cm, Bredde: 181 cm, Højde: 144 cm

Vejledende pris uden ekstraudstyr: 321.900 kr.