1. Home
  2. Bilmærker
  3. Audi
  4. First drive: faceliftet Audi A6
0

First drive: faceliftet Audi A6

First drive: faceliftet Audi A6
0
0

A6’eren havde efterhånden brug for et gedigent løft, hvis den ville beholde sine markedsposition, og løftet er nu kommet i form af et mildt facelift. Vi tog til Dresden i Tyskland for at prøve den.

Giver du din gamle tante en iPhone 5 og 5S i hånden, så vil hun næppe kunne se forskel, og sådan er det også lidt med den nye A6’er. Designet på A6’eren er ændret, men det er yderst konservative ændringer såsom den har fået smallere lygter, en singleframe grill, nye luftindtag, ændrede sidepaneler og en anden udstødning. Kigger man videre på de tekniske forbedringer bliver det dog hurtigt mere interessant – ligesom med iPhone 5S…

Motorprogrammet består nu kun af Euro6-godkendte motorer, hvilket kort sagt betyder de er blevet mere CO2-venlig. Faktisk er CO2-emissionen reduceret med op til 22 %, og det er bl.a. de nye Ultra-modeller som imponerer. Ultra-modellerne består hhv. af en 1.8 TFSI med 190 heste samt to versioner af den 2.0 TDI med 150 og 190 hestekræfter. For at spare lidt vægt gør disse modeller brug af fjedre fremstillet i glasfiberforstærket kunststof, der i alt sparer 4,4 kilo. Fra standard har man en ny og lettere sekstrins manuel gearkasse, hvor man også har mindsket friktionen. Vælger man automatgear vil man opdage, at det gamle såkaldte milliongear er væk(Multitronic) og i stedet erstattet af den syvtrins S tronic dobbeltkoblingsgearkasse. Det er kun den største dieselvariant, som gør brug af en traditionel ottetrins automatgearkasse, Tiptronic. Dette skyldes den store 320 hestes 3-liters sekscylindret biturbodiesel yder et moment på 650 newtonmeter, og det kan dobbeltkoblingsgearkassen ikke håndtere. De resterende motorer i det almindelige A6 modelprogram er hhv. en 2.0 TFSI med 252 hk, en 3.0 TFSI med 333 hk samt to versioner af den 3.0 TDI med 218 eller 272 hestekræfter. I alt er der tre TFSI og fem TDI-modeller foruden S6 og RS6.

Læs også:  Audi Q4 e-tron: Vejen til fremtidens elektriske mobilitet

Inde i kabinen er det igen svært at se de nye ændringer, hvis man altså ikke krydser de nytilkomne muligheder af på ekstraudstyrslisten. Iblandt ekstraudstyret finder man fire zoners klimaanlæg, Audis nyeste infotainmentsystem på 8” samt diverse andre små detaljer.
Standardudstyrslisten har fået tilføjet fartpilot og Xenon plus forlygter, og inkluderer desuden 17” alufælge, Audi drive select, Audi dynamisk undervogn, Audi pre sense basic, bagagerumsklap med automatisk åbning (A6 Limousine), automatisk nedblændeligt bakspejl , blanke rudelister, Bluetooth interface, Coming home/leaving home function, dekorindlæg, Dæktrykskontrol, elektromekanisk parkeringsbremse, el-opvamelige forsæder, elruder, fartpilot, fjernlysassistent, forberedelse til anhængertræk, 2-zonet komfortklimaanlæg, lys- og regnsensor, lædergearknop, elektrisk lændestøtteregulering, midterarmlæn foran, MMI radio plus, 4-eget multifunktionslæderrat, alu-sikkerhedsprofiler integreret i for- og bagdørene, splitbagsæde, effekt stofindtræk, tågeforlygter og tagræling i krom (kun Avant) og LED-baglygter.
+10.000 kr.
Prestigepakke:
– 4-zoners komfortklimaanlæg med separat temperaturindstilling i fører og passagersiden samt til bagsædepassagerne
– Parkeringssystem plus
– Bagagerumsklap med elektrisk åbning og lukning.

+10.000 kr.
MMI navigation m. 6,5” skærm

+20.000 kr.
20GB MMI navigation m. 8” skærm, 3D navigation, førerinformationssystem i farve m.m.

På vejene fremstår den faceliftede A6’er som landevejridderens bedste ven. Den er både støjsvag, komfortabel og kan køre langt på literen. Vi prøvede dog også modellerne med luftundervogn, og her er der væsentlig forskel i forhold til Ultra-modellernes opsætning.

Fornuftig direktørracer?

S6’eren er en af modsætningerne til Ultra-udgaverne. Spørg du en Audi-mand vil han sige, at S6’eren også er fornuftig, men det er den bestemt ikke! 450 hestekræfter er en forøgelse med 30 heste ift. den ikke faceliftede S6’er, og dermed er man nu oppe på samme niveau som RS4 og RS5… Motoren er den samme 4-liters TwinTurbo V8, der også er at finde i RS6 med 560 hk samt har en del tilfælles med motoren i Bentley Continental GT. Motoren gør brug af cylinder on demand, men jeg befandt mig kun i Dynamic mode, så jeg nåede ikke at opleve den brændstofbesparende tilstand – helt præcist fortæller Audi man sparer 5 %.

Læs også:  Optimeret sikkerhed på vintervejene: Kia præsenterer innovativ snekæde-integreret dækteknologi

Audi S6 har fra standard luftundervogn som sænker den med 20mm, og sportsluftundervognen er særdeles raffineret. Via Audi Drive Select kan man vælge Efficiency, Sport, Auto, Comfort og Individual, således den er utrolig alsidig. Faktisk kan den være mere komfortabel end Ultra-modellerne, og samtidig tilpas hård og præcis når det går af sted med 250 km/t på autobahn. Udover undervognen ændrer Audi Drive Select også på styretøjet, gearkassen og motorstyringen. Quattro-firehjulstrækket er også standard og med op til 70 % af kræfterne til forhjulene eller 85 % af kræfterne til baghjulene kan det hurtigt hjælpe til der, hvor det mangler.

Den syvtrins S tronic dobbeltkoblingsgearkasse skifter hurtigt op i gear, men den kan godt tøve lidt, når man selv downshifter. Her mangler gearkassen den sidste præcision! Heldigvis har S6’eren fået større bremser, så når gearkassen ikke hjælper med at komme ordentligt ind i svinget, så må man bare benytte sig ekstra af bremserne. Testmodellen i Dresden havde dog yderligere keramiske bremser, hvilket gjorde det lidt lettere at standse den knap to ton tunge bil.

Vi fik ikke prøvet den almindelige sportsudstødning, men den vil højst sandsynlig ikke være specielt opsigtsvækkende. I Dresden havde Audi tilpasset alle S6’erne med en anden sportsudstødning som kan tilkøbes. Som bilentusiast var det en sand fornøjelse at køre med den, da den buldrede og bragede mere end en standard RS6, og V8-bulder er ikke det værste i verden.

Indvendig skiller S6’eren sig ud med kulfiber højdepunkter, sportssæder, et S-line rat og S6-logoer rundt omkring i kabinen. Kabinen har fået den sidste finish, og går man fra S6’eren til en mere standard A6’er virker den hurtig kedelig.

Læs også:  Lamborghini vinder 'Manufacturer of the Year' ved det årlige TopGear.com Awards i London.

Det komplette prisprogram er endnu ikke offentliggjort, men vi kan fortælle den faceliftede Audi A6 kommer til Danmark til november med priser startende fra 599.000 kroner for den 150 hestes diesel, mens man skal betale 42.000 kr. ekstra for Avant-udgaven.

S6’eren og RS6’eren bliver først introduceret i det nye år.

Vi mener:

A6’eren er i sin opdaterede form klar til at kæmpe for sin markedsposition igen. Men kampen om kunderne er hård!

Fakta/billede ved bagagerum til Avant: Bagagerummet i A6 spænder fra 565 til 1.680 liter, hvilket gør det større end 5-seriens, men mindre end E-klassens.

Salgstal i 2013
E-klasse: 1.147 stk.
A6: 765 stk.
5-serie: 619 stk.
V70/S80: 346 stk.

Specifikationer på udvalgte modeller:

2.0 TDI Ultra
Firecylindret turbodiesel
Ydelse: 190 hk v. 3.800-4.200 o/min
Moment: 400 Nm v. 1.750-3.000 o/min
Topfart: 232 km/t
0-100 km/t: 8,4 sek
Forbrug: 23,2 km/l – 113 g/km
Køreklar vægt: 1.700 kg

3.0 TDI quattro tiptronic
Sekscylindret biturbo diesel
Ydelse: 320 hk v. 3.900-4.600 o/min
Moment: 650 Nm v. 1.400-2.800 o/min
Topfart: 250 km/t
0-100 km/t: 5 sek
Forbrug: 16,7 km/l – 159 g/km
Køreklar vægt: 1.910 kg

2.0 TFSI S tronic
Firecylindret turbobenzin
Ydelse: 252 hk v. 5.000-6.000 o/min
Moment: 370 Nm v. 1.600-4.500 o/min
Topfart: 250 km/t
0-100 km/t: 6,7 sek
Forbrug: 16,9 km/l – 137 g/km
Køreklar vægt: 1.670 kg

S6 quattro S tronic
4.4 liters ottecylindret biturbo benziner
Ydelse: 450 hk v. 5.800-6.400 o/min
Moment: 550 Nm v. 1.400-5.700 o/min
Topfart: 250 km/t
0-100 km/t: 4,4 sek
Forbrug: 10,8 km/l – 214 g/km
Køreklar vægt: 1.970 kg

tags: