Er du på jagt efter en mini GTI, hvilken bør du så vælge? I Polo-klassen finder du flere mulige kandidater, men priserne er vidt forskellige, så hvilken giver dig mest og bedst GTI-oplevelse for pengene?
Feltet består af fire skarpe lomme-GTI’er:
- Ford Fiesta Sport Street Edition – 215.750 kr.
- Suzuki Swift Sport – 219.990 kr.
- Alfa Romeo MiTo QV – 319.900 kr.
- Opel Corsa OPC Nürburgring Edition – 368.900 kr.
Testen startede i København, hvor vi indstillede GPS’erne til Næstved, hvorfor bilerne både blev testet på motorvej og specielt landevejene i det sydsjællandske – det er nu engang sjovest at køre på snoede landevej i en mini-GTI.
Priserne iblandt testmodellerne strækker sig fra 215.000 kr. til testens dyreste Opel Corsa OPC Nürburgring som koster 368.900 kr. – Med en prisforskel på op til 153.900 kr. i blandt de testede modeller bør der være en verden til forskel, så vi havde store forventninger til de dyre drenge i den lille GTI-forsamling.
Vi starter ud i Fiesta Sport Street Edition
Da vi tilbage i midt december 2011 testede Fiesta Sport Street Edition var det med blandede følelser, da der mangler et sjette gear, en mere spændende motor, bedre sæder samt en lavere pris.
De tre første punkter er selvfølgelig uændret, men prisen er blevet reduceret med 20.000 kr., hvilket gør den Fiesta Sport Street Edition til feltets billigste.
Det er bl.a. Suzuki Swift Sport som Fiesta’en ofte er blevet sammenlignet med, da de prismæssigt er konkurrenter samt begge har sugemotorer med omkring 135 heste.
Bag ratttet i Festa Sport Street Edition finder man den specielle midterkonsol i Piano Black, mens der er flere sølvdetaljer som skal understrege det sorte. Undervogn er stram og hård mens man har et præcist og meget direkte styretøj som overgår Swift Sports.
Motoren er en 1.6 liters med 134 heste som leveres ved 6.000 omdr/min, hvilket betyder den kun 1.045 kg bil når 100 km/t efter 8,7 sekunder.
Gearkassen er ikke blandt gruppens mest spændende, også er den endda feltets eneste med kun fem trin, hvilket man specielt lægger mærke til på motorvejen! Ved 112 km/t kører man med cirka 3.500 omdrejninger i minuttet, og i den knap så lydisolerede kabine er det derfor svært at føre en samtale uden at skulle tale højt.
Kort sagt virker meget af teknikken gammeldags.
Vi rykker over i prisbaskeren, Swift Sport…
Selvom Swift Sport ikke er testens billigste, så er det alligevel prisbaskeren da udstyrsniveauet er utrolig højt i forhold til den cirka 4.000 kr. billigere Fiesta Sport Street Edition
Xenon-lygter, bluetooth, fuldautomatisk klimaanlæg, fartpilot, multijusterbart sportslædderat, varme i forsæderne, nøglefri betjening, metallak og mange andre detaljer finder man på standardlisten, hvorfor listen med ekstraudstyr næsten ikke eksisterer.
Kabinen præges af plast, men det er ikke slemt i forhold til de mange forcer Swift Sport tilbyder samt den lave pris.
Bag rattet er hverken undervogn eller styretøjet lige så skarpt som i Fiesta Sport Street Edition, og hvis man presser dens køreegenskaber til det yderste i sving viser den sig som gruppens dårligste.
Motoren med 136 heste uden turbo er dog yderst interessant at lege med, da den først og fremmest er omdrejningsvillig, lyder bedre og er koblet sammen med en lækker letbetjenelig sekstrins gearkasse som er flere niveauer bedre end Fiestas femtrins.
På motorvejen er støjniveauet lavere i Swift Sport, hvilket man bl.a. kan takke det sjette gear for.
Kort sagt efterlader Swift Sport os med følelsen af meget GTI-bil for pengene, hvilket vi også konkluderede i vores tidligere test.
Vi rykker en klasse op – 99.000 kr.!
Med en prisforskel på næsten 100.000 kr. mellem Swift Sport og MiTo QV er forventningerne skyhøje! Bag rattet mærker man dog også hurtigt den kraftigere motor med turbo samt et mere elegant ydre. Inde i kabinen føles kvaliteten også højere, hvilket bl.a. er fordi der er brugt mindre plast, men man kommer ikke uden om, at Swift Sport har mindst lige så meget udstyr fra standard.
Da det er mini-GTIer vi tester, så er det selvfølgelig køreegenskaberne og motoren som er det vigtigste, og her er MiTo QV en klar vinder i forhold til både Swift Sport og Fiesta Sport Street Edition.
Cirka 35 heste og turbo er forskellen i forhold til de to førnævnte modeller, og det er noget som kan mærkes! Accelerationstiden er såmænd skåret ned med 1,2 sekunder i forhold til Fiesta Sport Street Edition og Swift Sport, men det er specielt det tidligere og højere drejningsmoment som gør den store forskel.
På vejen mærker man også, at både styretøj samt undervogn er endnu skarpere samt hårdere, og i testmodellen er MiTo QV endda udstyret med elektronisk justerbare støddæmpere, mens Sabelt sportssæder i kulfiber og Alcantara også er tilføjet, hvilket giver følelsen af at side i en rigtig lille racerbil.
Feltets dyreste og mest kraftfulde
Opel Corsa OPC Nürburing er feltets dyreste med en pris på 368.900 kr., men den har også som feltets eneste en ydelse på over 200 hestekræfter – 210 hk for at være helt præcis. Dette er vel og mærke hvis påfylder Oktan 100 i tanken, hvilket man ikke finder på en normal tankstation i Danmark. Fylder du der i mod Oktan 95 på er ydelsen 198 hestekræfter, men det er også mere end rigeligt til en mini-GTI, også er lyden fra motoren også gruppens bedste.
Nürburgring-modellen er klassen over den almindelige Corsa OPC, og her finder man bl.a. et optimeret Bilstein-udstyret sportchassis, 305 mm Brembo skivebremser foran, 18″ letmetalfælge, yderligere sænket OPC-undervogn, Recarao sportsforsæder, et Nürburgring emblem på B-stopler samt indstigningslister samt lidt andre detaljer.
En af de vigtigste detaljer er dog et forbedret forhjulstræk ved hjælp af en mekanisk multi-plade med begrænset slip differentiale, hvilket giver en sublim køreoplevelse i forhold til konkurrenterne i skarpe kurver.
Kvaliteten af kabinen var også blandt klassens bedste, men der var flere ekstra upraktisk placeret elementer som f. eks den indbyggede navigation som bilen var udstyret med som gjorde, at man var nødt til at fjerne blikket fra vejen når man skulle se på køreanvisningerne.
Konklusion:
Selvom Swift Sport desværre udmærker sig som den dårligste i feltet, hvis man presser den til det yderste, så må den alligevel anses for at være det mest fornuftige køb. Prisen er stærk, der er massere af udstyr, kvaliteten virker i orden og vigtigst af alt er motor og køreegenskaberne gode til almindelig sjov kørsel.
Er penge derimod intet problem, så er både MiTo QV og Opel Corsa OPC Nürburgring Edition et godt valg. De henvender sig til to forskellige segmenter, da MiTo QV er en lille italiensk charmør, mens den tyske Corsa OPC Nürburgring er en smule mere hardcore i designet, og derfor vil skræmme alle MiTo-køberne væk. Med en pris på knap 370.000 kr. for Corsa OPC Nürburgring anbefaler vi, at du sparer op endnu et par kvartaler og køber markedets bedste GTI i klassen over, Renault Mégane R.S.!
- Ford Fiesta Sport Street Edition – 3 stjerner ud af 6 mulige.
- Suzuki Swift Sport – 5 stjerner ud af 6 mulige.
- Alfa Romeo MiTo QV – 5 stjerner ud af 6 mulige.
- Opel Corsa OPC Nürburgring Edition – 4 stjerner ud af 6 mulige.
Udover de testede mini-GTI-modeller har vi testet Volkswagens nylig introducerede Polo Blue GT, som har en 1.4 liters motor med 140 hestekræfter. Accelerationstiden fra 0-100 km/t er klaret på 7,9 sekunder og det blandede brændstofforbrug er på hele 21,7 km/l. – Pris, ca. 255.000 kr..