Home Bilnyheder Porsche Macan med firecylindret turbomotor
0

Porsche Macan med firecylindret turbomotor

Porsche Macan med firecylindret turbomotor
0
0

Det kommer ikke som nogen overraskelsen, at Porsche netop har introduceret en ny indstigningsmodel af Macan med en firecylindret turbomotor. Således er det altså ikke blot den nye 718 Boxster, som ”blot” har fire cylindre.

Den ”lille” 2-liters firecylindrede turbomotor har 252 hk mellem 5.000-6.800 omdr/min samt 370 Nm fra 1.600-4.500 omdr/min. Ligesom alle andre Macan-modeller en PDK dobbeltkoblingsgearkasse, hvilket hjælper accelerationstiden ned på blot 6,7 sekunder fra 0-100 km/t, mens Macan med Sport Chrono-pakken er nede på blot 6,5 sekunder. Topfarten er 229 km/t og det blandede brændstofforbrug lyder på 13,5-13,9 km/l afhængig af dæk.

Med den ny firecylindrede turbomotor er firehjulstræk fortsat standard, og bilens egenvægt lyder på 1.770 kilo, hvilket gør det til Porsches letteste SUV.

For at genkende den nye lille i familien skal man kigge efter matte siderudelister i sort, sorte bremsesadler bag de 18” fælge og et udstødningssystem med to afgangsrør i børstet stål. Udstyrsniveauet minder ellers meget om det, som man kender fra S-modellerne. Således er der komfortsæder, der kan justeres i otte forskellige retninger, sædemidterstykke i Alcantara, Porsche Communication Management, vognbaneassistent og automatisk bagklap.

Læs også:  Porsche opdaterer Macan

Læs vores test af Porsche Macan S her.

Prisen havde vi håbet kom lige ned under én million kroner, men helt så godt blev det desværre ikke – trods der i mellemtiden også har været en afgiftsnedsættelse. Med en pris på 1.030.605 kr. er den dog cirka 100.000 kr. billigere end den 340 hestes 3-liters sekscylindrede S’er, men også 1,3 sekunder langsommere fra 0-100 km/t. De første leveringer finder sted til sommer.

Cayenne bliver også moderniseret

Kigger man på den større Cayenne, så har den også nydt godt af et nyt modelår, hvorfor man nu bl.a. finder Porsche Communication Management (PCM) systemet i den. Systemet har en 7” touchskærm i høj opløsning, og systemet skulle fungere meget som en smartphone. PCM-systemet er selvfølgelig også kompatibelt med Apple CarPlay.