1. Home
  2. Biltest
  3. TEST: DS 7; lækker franskmand med sjove kurver

TEST: DS 7; lækker franskmand med sjove kurver

TEST: DS 7; lækker franskmand med sjove kurver
0
0

DS7 er en bil, der virkelig gør et indtryk med med tiden, når først man har vænnet sig til de bevidst anderledes løsninger, der på forhånd er truffet på dine vegne

Livet som motorjournalist er privilegeret. Man låner en bil i nogle dage, laver en anmeldelse, og derefter er det videre til næste bil. Men nogle biler gør noget særligt ved en, så man i bund og grund føler sig lidt vemodig ved at skulle aflevere dem.

Sådan en fornemmelse var det overraskende med den store DS7. Den er ikke som alle de andre, og det er helt sikkert helt bevidst. Siden DS blev et selvstændigt mærke fra Citroën har deres biler til en hvis grad været noget særligt. Det gælder især de biler, som udelukkende er født til at være DS-modeller. DS7 er den første fra mærket, som er bygget som en ren DS, og man kan godt mærke, at der er blevet gjort et godt stykke arbejde for at gøre den unik.

Unikke løsninger

Med DS viser Citroën nemlig, at de stadigvæk kan levere det specielle og unikke. Citroën bliver bilerne til folket, mens DS skal udstråle eksklusivitet. Og det er gør Ds7 langt hen ad vejen.

Det er en stor bil, som ikke kun er lavet til chaufføren, men nok også med tanke på franske VIP’s. Den testede udgave er endda en “Elegance”-udstyrsvariant, og det betyder også, at der er udstyr som massage i sæderne, bagsæder som kan justeres elektronisk, et fint panoramatag samt utallige designdetaljer, som du næppe ser andre steder. Sammen med lækre overflader fungerer det rigtig fint. Der er også gjort meget ud af at understrege, at dette er en gennemdesignet bil. Det går igen i alt fra højttalerne til knapperne, hvor vinklerne er lidt skæve og anderledes.

Det er en bil, man lige skal vænne sig til. For eksempel finder du ingen knapper i dørene. Alt sidder i den brede og meget markante midterkonsol, som er hjernen i bilen. Her finder du nemlig også den meget store og lækre 12-tommerskærm, som sidder midt i bilen. Menuerne er ikke specielt logisk bygget op, men igen virker det bevidst. Bilen skal have sit eget liv og ikke være som alle de andre. Systemet får selskab af endnu en 12-tommerskærm, der fungerer som instrumentbord, og også det fungerer fint og bidrager til det meget moderne og nærmest kubistiske udtryk der er i kabinen.

 

Nattesyn imponerer

Bag rattet sidder vi højt og godt. Sæderne giver rigtig god støtte, og der er fint udsyn til instrumentbrættet. Og her finder vi en helt forrygende indstilling. Det er nemlig muligt at aktivere nattesyn, og det scanner gadebilledet og genkender både cyklister og bilister, som den markerer tydeligt. Det fungerer rigtig fint i Københavns cyklisttunge brokvarterer, men vil være lige så anvendeligt på en mørk landevej. Det bliver fremtiden i alle biler engang.

Det er tydeligt, at det er en stor bil bag rattet, og styretøjet gør da heller ikke noget for at føles sporty, selv om der er fin føling med asfalten.

Ellers føles bilen virkelig komfortabel (dét kan Citroën bare finde ud af), men man mærker naturligvis, at bilen er høj og tung, hvis det går stærkt. Bilen er ikke lavet til at køre stærkt, men bilen hælder ikke faretruende ved hurtige sving. Alternativt kan man vælge ‘sport’ blandt de fire køreindstillinger. Den strammer bilen en smule op, men ellers er der ikke er den voldsomt store forskel ved, hvis man skifter mellem indstillingerne.

De små ting…

Bilen er ikke perfekt. Først virkede det til at være for meget med alle de sære designløsninger. Og så var der en af knapperne i midterkonsollen, som simpelthen knækkede af, da jeg skulle sænke en bagrude. Pinligt. Så samlekvaliteten er altså ikke topklasse, viser det sig. Bilen er desuden udstyret med en pokkers masse kameraer. De fungerer bare ikke specielt godt, og er set langt bedre hos andre bilmærker. Det er især et meget lidt imponerende bakkamera, som skuffer. Det er grynet og uskarpt, og når man kommer helt tæt på fx en bil bagved, så skifter den indstilling, som ikke er lige så overskueligt. Det blev vi ikke gode venner med. Det må være til at fikse i en håndevending.

God til lange ture

Alligevel er det en bil, som det ville være en fornøjelse at fx køre gennem Europa i. 2,0-motoren er trækvillig og med de ca. 14/15 km/l, som vi kørte, er den store bil også ganske økonomisk trods 180 hk og de 400 Nm. Motorlyden er lækker, og sammen med den adaptive fartpilot, den fine ottetrins gearkasse og masser af sikker bliver bilen en fornøjelse at køre.

Sidder man på bagsædet kan man nyde masser af plads og egen klimazone. Helt som i en limousine. Det gør heller ikke noget, at motoren lyder godt. DS7 skal konkurrere mod Mercedes, Audi og BMW-SUVer. Det er hård konkurrence, men DS7 gør det nu meget godt og med et billigere prisskilt. DS siger selv, at en del af kunderne faktisk kommer netop fra de tyske mærker. Og det er måske forståeligt nok: En tilsvarende Audi Q5 TDI med 190 hk vil for eksempel koste godt 680.000 kr. for laveste udstyrsniveau.

Den testede topudstyrede DS7 koster 674.000 kr og fås fra 400.000. Det er skarpt.

Og det er med til at styrke DS7 som et ganske godt bekendtskab.

Faktabox

DS 7 Blue HDI 180 S&S EAT8

Motor: 2,0 diesel 4. cyl.

Ydelse: 180 hk v. 3750 o/min.

Max. moment: 400 Nm v. 2000 o/min.

Gearkasse: Otte trin, automatisk

Brændstofforbrug: 15,1 km/l. v. blandet kørsel (WLTP)

CO2-udledning:128 g/km

Tophastighed: 218 km/t.

Acc. 0-100 km/t.: 9,4 sek.

Køreklar vægt: 1702 kg

Længde/bredde/højde: 457/189/162 cm

Pris: DS 7 fås fra 400.000 kr.

Ugens testbil koster 674.000 kr. (ekskl. ekstraudstyr 620.000 kr.)