1. Home
  2. Biltest
  3. Test: Hyundai i40 Premium – bilen med masser af udstyr og komfort
0

Test: Hyundai i40 Premium – bilen med masser af udstyr og komfort

Test: Hyundai i40 Premium – bilen med masser af udstyr og komfort 7.4
0
0

Hyundai i40 1.7 CRDi Premium

7.4

Kan man lide det koreanske design og det høje udstyrsniveau hos Hyundai, kan man sagtens vælge en i40 Premium eller de mindre basismodeller. Den større Premium Plus til en halv million virker dog malplaceret hos Hyundai.

Motor & gearkasse6.5
Køreegenskaber6.0
Komfort8.0
Plads8.0
Udstyr9.0
Pris7.0

Sydkoreanske Hyundai havde en gammel spiller med et opdateret design med på motorshowet i Frankfurt i slutningen af sidste år. Således havde den nye Hyundai i40 premiere i Danmark til oktober, og med sit dynamiske design nåede den opmærksomhedskrævende stationcar til Jylland.

Testbilen er en 1.7-liters diesel, og den yder 141 hestekræfter ved 4.000 o/min. og så snart man sætter sig ind i kabinen, føler man sig virkelig velkommen. Af flere grunde selvfølgelig hvoraf en af dem er en velkomstmelodi på et par sekunder. Mere koreansk bliver det simpelthen ikke, og det er formentlig ikke alle eventuelle ejere der bryder sig om lyden, der afspilles når man sætter sig ind i bilen, og en anden lyd der bliver afspillet, så snart bilen slukkes. Det ved Hyundai også godt, for de har nemlig implementeret en mulighed for at slå lyden fra igen. Gennemtænkt er det da på et eller andet plan.

 

Tilstrækkeligt med motorkraft

Udover den 1.7-liters med 141 hestekræfter som vi har haft til test, findes samme dieselmotor også i en nedskaleret version med blot 115 hestekræfter. Den har vi endnu ikke kørt. På benzinsiden af motorprogrammet finder vi en 1.6 GDI med 135 hestekræfter og en større og knapt så økonomisk 2.0-liters GDI med 165 hestekræfter. Går man efter at få en bil med flest muligt antal hestekræfter, vælger man selvfølgelig den største benziner med 165 hestekræfter, men det er samtidig den mindst økonomiske af dem alle. Den mest økonomiske er nemlig den 1.7-liters dieselmotor med 115 hestekræfter, der ved blandet kørsel er opgivet til 23,8 km/l og ved landevejskørsel 26,3 km/l.

Bilen vi havde til test er opgivet til 21,3 km/l ved blandet kørsel og 22,7 km/l ved landevejskørsel, og i forhold til samme motor men i en Trend-udgave kører Premium-modellen lidt kortere på literen. Det skyldes blandt andet de større 17”-alufælge, da Trend-modellen kører på 16”-alufælge. Med den 6-trins manuelle gearkasse (du kan også få en 7-trins DCT automatgearkasse) opnår vi dog ikke de 22,7 km/l ved landevejskørsel, men kan umiddelbart godt lige snige os over de 20 km/l ved 80 km/t og fartpilot slået til.

Kræfter er der masser af, og man behøver ikke geare flere gear ned ved overhalinger på hverken motorvej eller landevej. Et fint kraftoverskud finder vi ved motorvejskørsel, hvor den store stationcar samtidig er ret støjsvag og komfortabel at køre i.

 

Masser af udstyr 

Interiøret i den faceliftede Hyundai i40 stationcar har nemlig fået en overhaling. Vi befinder os i modellen med Premium-udstyrspakken, og det er altså det højeste udstyrsniveau, der overgår de to andre udstyrspakker – hhv. ”Life” og ”Trend” – med i alt ni airbags, 17”-alufælge, elektrisk åbning af bagklap, sædevarme i alle sæder (også i bag), nøglefri betjening med start/stop, aktiv vognbaneassistent samt et 7” navigationssystem med DAB-radio og bakkamera, som popper frem når bilen sættes i bakgear.

Og kabinen er fin. Den er faktisk ret lækker og af ordentlig kvalitet, og man har de nødvendige knapper til rådighed uden at skulle strække sig helt vildt. Alle instrumenter skriger dog ”Korea”, når man lægger mærke til dem, for kabinen ligner virkelig ikke noget fra de tyske konkurrenter. Vil man have noget mere konservativt, går man efter en Skoda eller lignende, der kabinemæssigt ser ”kedelig” ud ift. en i40 som denne.

Plads er der masser af, hvad end man sidder foran eller på bagsædet. Også med sine 553 liter i bagagerummet er der plads til hele familien med oppakning, når turen til sommer går til Italien. Bliver børnene hjemme, folder man bare bagsæderne ned, og pludselig har man over 1,7 kubikmeter at gøre godt med.

 

Facelift i millionklassen

På ydersiden af den nye Hyundai i40 stationcar ser vi et mere moderne touch ift. den gamle model. Sammen med de nye forlygter giver det hexagonale kølergitter bilen en mere iøjnefaldende og muskuløs front, og det er nok Hyundais varemærke nu, for vi ser en meget lignende front på den nye Hyundai i30. Og vi kan lide det. Bilen er enormt opmærksomhedskrævende, og folk lægger virkelig mærke til den og kigger på den, som var det en bil i millionklassen. Det er det ikke: jo måske det ligner, og i så fald vil prisen imponere dig. Den kommer senere.

LED-kørelyset er nok en af de store spillere her – altså til hvorfor folk synes den ligner en million. Men den koster ikke en million, og hvis den gjorde det, blev den med garanti ikke solgt i lige så mange eksemplarer som den gør i dag: den dag i dag er Hyundai i40 nemlig en stærk konkurrent til eksempelvis Opel Insignia og den nye Toyota Avensis – ja sågar også den nye Skoda Octavia. Faktisk er i40 stationcar den billigste af de tre med startpriser i stationcarvarianten fra 269.995 kr. hos Hyundai, 305.000 kr. hos Opel og 294.900 kr. hos Toyota. Skoda Octavia starter fra 214.000 kr, men ønsker du samme udstyr som hos de andre konkurrenter, kommer prisen også godt deropad. I bagagerummet er der i Hyundai i40 stationcar mere plads end i de andre konkurrenter, hvis man ser bort fra Skoda Octavia.

 

Kan den bære prisen?

Testmodellen til en pris af næsten 400.000 kr. kører godt, og der er masser af udstyr i kabinen og udenpå. Vi oplever i40 som værende 10-20.000 kr. billigere end konkurrenterne hos Opel og Toyota, hvis man vil op og have nogenlunde samme udstyrspakke. I en Skoda Octavia får du for omkring 20.000 kr. mere end i40’eren til gengæld alt hvad hjertet begærer af udstyr, og er man fascineret af det lidt mere traditionelle og mindre koreanske design hos Skoda, må man gøre op med sig selv, om man er til en bil som i40, som folk i byen vender sig om og kigger efter, eller om man er til en traditionel Octavia med et lidt mere konservativt design.

Affjedringskomforten og rummeligheden i Hyundai i40 stationcar er dog nogle af dens styrkesider sammen med mængden af udstyr for pengene, og så er der også tilstrækkeligt med motorkraft.

Hyundai i40 1.7 CRDi Premium stationcar
1.7-liters firecylindret diesel
Ydelse: 141 hestekræfter v. 4.000 o/min, 340 Nm v. 1.750 o/min.
Topfart: 203 km/t – 0-100 km/t: 10,3 sekunder
Forbrug: 21,3 km/l
Køreklar vægt: 1644 kg
Mål i cm: 477 længde, 181 bredde, og 147 højde
Bagagerumsvolumen: 553-1.700 liter
Pris: 384.000 kroner

Foto: Frederik Bonde Nielsen & Nicolai Hald Jepsen