Home Bilmærker Audi Test: Audi Q3 2.0 TDI – med Ultra effektiv dieselmotor
0

Test: Audi Q3 2.0 TDI – med Ultra effektiv dieselmotor 6.8

Test: Audi Q3 2.0 TDI – med Ultra effektiv dieselmotor 6.8
0
0

Audi Q3 2.0 TDI Ultra

6.8

Audi Q3 med 150 dieselheste har uden tvivl en af segmentets bedste dieselmotorer: støjsvag, tilpas kraftfuld og Ultra god økonomi er de vigtigste nøgleord.

Motor & gearkasse8.0
Køreegenskaber8.0
Komfort8.0
Plads6.0
Udstyr5.0
Pris6.0

Faceliftet af Audi Q3 gjorde sædvanen tro ikke meget forskel. Jovist fik man mere økonomiske og samtidig mere potente motorer, men udseendet indvendigt som udvendigt forblev næsten ens. Q3’eren ligner fortsat en mini-udgave af Q5’eren…

Vi har prøvet Q3’eren med Ultra-dieselmotoren, som byder på 150 hestekræfter i kombination med en sekstrins manuel gearkasse. Ultra hentyder til, at den er ekstraordinær effektiv når det kommer til brændstoføkonomi, og det kan ses på de angivne 23,8 km/l.

Motoren er den samme 2-liters, som vi bl.a. kender fra VW Golf, Audi A3, TT osv., hvorfor det efterhånden er en gennemprøvet motor, og vi har flere gange rost den til skyerne. Ikke blot fordi den er økonomisk på papiret og har rigeligt med kræfter, men fordi den faktisk også holder det angivne forbrug! I vores periode kørte vi flere gange 22 km/l, og det er altså markant tættere på normtallet, end man kan forvente i MANGE andre biler.
Med 340 newtonmeter fra 1.750 til 2.500 omdr/min er det ikke nogen raket, men det er rigeligt med kræfter til at følge med i bytrafikken. En mindre dieselmotor kan ikke fås til Q3’eren, og hvis der var en, så skulle den satme kunne køre langt på literen før vi ville gå ned i antal hestekræfter.

Læs også:  Er det bare dumt? – hvorfor egentligt kåre Årets Bil?

Helt tilpas motor

Den 2-liters dieselmotor er rolig og støjsvag, hvilket er fine egenskaber i kombination med fin trækkraft og et lavt brændstofforbrug. Smed man en optimeret 1.6 TDI i Q3’eren, så ville bilen højst sandsynligt være mere nervøs, tung at danse med i accelerationerne og den ville højst sandsynligt ikke kunne køre meget længere på en liter diesel.

Audi har dog to Ultra-modeller til Q3’eren, og den anden er TFSI-motoren med 150 hestekræfter og en volumen på på 1.4. Motoren har cylinderfrakobling, hvilket betyder den kan køre på blot to cylindre, hvis der ikke er brug for alle motorens kræfter. Dette er også indstigningsmodellen til Q3’eren med en pris fra 415.000 kroner.
Testmodellen med sine 150 dieselheste, forhjulstræk og en sekstrins manuel gearkasse var 475.000 kroner., hvilket er en fair pris sammenlignet med både BMW X1 og Mercedes GLA. Faktisk er Audien den billigste, men BMW’en kan iflg. normen køre lidt længere på literen og er lidt hurtigere fra 0-100 km/t. Mercedes GLA er en del dyrere i ren sammenligningspris, men her skal man huske på, at den mest sammenlignelige GLA både kommer med yderligere 20 hk og automatgearkasse, hvilket gør prisen ganske konkurrencedygtig – men ikke mere attraktiv end Q3’eren.

Læs også:  Hyundais GTI-bud vil frem i verden – og gerne hurtigt

Alderen kan mærkes i kabinen

Inde i kabinen sidder man komfortabelt og højt på forreste række, hvilket giver et godt udsyn ud over trafikken. Kabinekvaliteten er ganske fin, men vi savner lidt innovativitet, hvilket primært kan myntes på bilens alder. Sammenligner man med A4’eren, TT’eren og Q7’eren, så er der sket meget med Audi-interiøret. Trods meget af det fancy udstyr ser gammelt ud, så laver det ikke om på, at ekstraudstyret fortsat er dyrt i en Audi.
Q3’erens pop-up infotainmentskærm fra midterkonsollen var noget så fancy for få år siden, men nu ligner den et levn fra fortiden – dette gælder også for selve infotainmentsystemet…

Bagsædepladsen er desuden udmærket og acceptabel, men vil man have en bil med plads til fire velvoksne mennesker, så skal man i hvert fald en klasse op.

Ude på vejene

Q3’eren viste sig fra en yderst komfortabel side i testperioden, hvilket højst sandsynligt også hjalp på det fine brændstoftal. Når en bil er komfortabel og støjsvag, så har man pludselig alverdens tid. Undervognen er afstemt og komfort er høj ligesom støjniveauet er lavt, hvilket specielt gør sig gældende på motorvejen.
Ude på landevejene er der god feedback fra styretøjet, men der er ingen tvivl om, at S-Tronic dobbeltkoblingsgearkassen og Quattro-firehjulstrækket ville gøre den mere effektiv. Prisen ville dog også være i en helt anden liga. Helt præcist 553.162 kroner, og hvis man endelig var deroppe, så burde man opgradere videre til den 184 hestes model med mere moment i et større spektrum, der samlet sørger for en accelerationstid fra 0-100 km/t på lige under otte sekunder.

Læs også:  TEST: Skoda Kodiaq – når du skal på tur med de langbenede venner

Audi Q3 2.0 TDI Ultra
2.0-liters firecylindret diesel
Ydelse: 150 hk v. 3.500 o/min, 340 Nm v. 1.750-2.500 o/min
Topfart: 204 km/t – 0-100 km/t: 9,6 sekunder
Forbrug: 23,8 km/l
Køreklar vægt: 1.560 kg
Mål i cm: 438,8, 183,1, 160,8
Bagagerumsvolumen: 460-1.365 liter
Pris: 475.475 kr.