Før i tiden var A-klassen ikke en ”rigtig” Mercedes, men med den nye model er der lavet om på dette.
Den nye A-klasse blev for første gang vist ved Genéve Motor Show 2012, og da den blev lanceret i Danmark var det med priser fra 329.900 kr.. Den dyreste model har 211 heste og koster 200.000 kr. yderligere med den 7-trins dobbeltkoblingsgearkasse, 7G-DCT.
Testmodellen er A 200 CDI BlueEFFICIENCY med 7G-DCT-gearkassen, som skal holde styr på de 136 dieselheste og 300 Nm som motoren leverer. Prisen med gearkassen som er ekstraudstyr er 405.000 kr., hvorfor den bl.a. kæmper mod BMW 118d, som er lidt billigere.
Mercedes har igennem tiden reduceret deres priser, men BMW 1-serien er stadig billigere, hvorfor det interessante er: Om A-klassen er bedre?
Fra klodset MPV til smart hatchback
Ift. den tidligere model er MPV-designet udskiftet med et smart hatchback-design, som sætter de fleste konkurrenter til vægs, hvis man bedømmer efter aggressivitet og dynamik. Dermed deler den nye model ikke andet end navn og forhjulstræk med forgængeren.
A-klassen måler kun 1,43 m i højden, hvilket er 18 cm lavere end forgængeren, og man sidder dermed langt nede – derudover den også blevet væsentlig bredere. Dette understreger også forskellen på den gamle og nye bil, og det viser sig selvfølgelig også på køreegenskaberne.
Længden er 4,29 meter men grundet en lidt speciel linjeføring langs siden, så giver det ikke optimale forhold ved ind- og udstigning til bagsædet. Pladsen er i den dårlige ende, men som vi kender det fra andre modeller i klassen, så er disse modeller typisk ikke lavet til tre voksne på bagsædet.
Bagagerummet byder på 341 liter, hvis man medregner pladsen under bagagerumsbunden. Lægges bagsæderne ned har man 1.157 liter hvilket er acceptabelt. Til sammenligning har den nye VW Golf Mk7 380 liter og 1.270 ved nedfældning af bagsæderne.
Lækker kabine
Bag rattet sidder man anderledes godt end på bagsæderne, da Mercedes kæler ekstra for chaufføren ligesom vi kender det fra BMW. Sportssæderne i testmodellen støtter godt, og der er mange muligheder for justering af både rat og sæder.
Designet af kabinen er gennemført og vil falde i de flestes smag. Muligvis vil nogen dog mene, at den standard sorte farve bliver brugt en smule for flittigt.
Instrumentbordet prydes af en lille 5,8 tommers skærm, hvor informationer om radio, telefon, tripcomputer osv. hentes, mens integration af navigation koster 18.000 kr. yderligere.
Når først håndbremsen er sluppet, bilen sat i gear og speederen trådt i bund er det muligt at anmelde kraftværket og køreegenskaberne.
Økonomien prioriteres højt
Motoren i A 200 CDI er en 1.8 liters turbodiesel med 136 heste og 300 Nm, som fra standard er koblet til en sekstrins manuel gearkasse – denne gearkasse vi endnu ikke prøvet. Testmodellen var udstyret med den 7-trins dobbeltkoblingsgearkasse som koster 47.000 kr. ekstra.
Motoren er kultiveret og overraskende støjsvag ift. motorstøjen vi oplevede ved test den lidt større C 220 CDI. 136 dieselheste gør ikke A-klassen hurtig, men med 300 newtonmeter v. 1.600-3.000 omdrejninger i minuttet trækker den fra bunden. Accelerationstiden fra 0-100 km/t er 9,3 sekunder og topfarten angivet til 210 km/t.
Brændstoføkonomien ved blandet kørsel er 23,3 km/l, og under testperioden fandt vi det ikke besværligt at nå det angivne. Dobbeltkoblingsgearkassen 7G-DCT er nyudviklet og sammensætter iflg. Mercedes komfort, sportslighed og god økonomi. Gearkassen kan sættes i tre niveauer afhængig af kørestil: Economy, Sport og Manual, hvor sidstnævnte administreres via de integrerede shift-paddles på rattet.
Gearkassen gør jobbet fint, men ift. merprisen på 47.000 kr. havde vi håbet på noget mere forfinet sammenlignet med VW-koncernens DSG eller BMW’s fantastisk 8-trins Steptronic.
Standardudstyret i A-klassen er højt ift. hvad der forventes af en Mercedes, men man kommer dog nok ikke uden om ekstraudstyret, da der er mange sjove og smarte systemer som hurtigt bliver en del af hverdagen.
Skarpe køreegenskaber
Bag rattet oplever man god styrepræcision og en fast affjedring der ikke ligefrem gør A-klassen til den mest komfortable i klassen. Derimod er den mere sportslig opsat, hvilket er modsat de større modeller som oftest er meget komfortable.
Mercedes A-klassen byder dog ikke på mere køreglæde end BMW 1-serien, men der i mod er den sjovere end både Giulietta, A3 og V40. Ift. den tidligere A-klasse er tyngdepunktet også sænket fire centimeter, hvilket igen forbedrer dynamikken bag rattet i svingene.
Undervognen har bagtil fået en ny multilink-aksel, hvilket gør køreegenskaberne i den rigtig gode ende. Dermed har man bedre vejgreb, og med den nye præcise elektriske servostyring får man en meget god føling af bilen i sving.
Kort sagt er dette en ekstremt velkørende bil, men hvad angår sjove køreegenskaber er 1-serien en smule skarpere og har det sjovere baghjulstræk…
Konklusion:
Den nye Mercedes A-klasse er klasser bedre, hvis man sammenligner med forgængerens køreegenskaber, design, økonomi, motorer osv.. Desværre er den ikke længere praktisk, men derimod næsten det modsatte – design og praktikalitet har dog aldrig gået hånd i hånd.
Der er noget specielt over at eje en Mercedes, og den nye A-klasse er en god bil, men det må desværre konkluderes, at A-klassen ikke skiller sig ud som klassens bedste bil trods den højere pris.
[table “” not found /]