I den kommende Volvo XC90’er der bygger på den nye SPA-platform, vil man også opleve en ændring i måden man betjener Volvo på.
XC90’eren bliver introduceret senere på året, og bliver uden tvivl en milepæl for Volvo, der for kort tid siden introducerede et nyt spændende motorprogram, og nu følges det op med en ny platform og seriøse interiørforbedringer. Alt dette kan lade sig gøre pga. den nye ejer, der virkelig har store forventninger til Volvo, og derfor bliver der udviklet på livet løs.
I Volvo XC90 vil kontakter være erstattet med en stor, tabletlignende, berøringsfølsom skærm – ligesom i Tesla Model S. Dog ligner det ikke skærmen bliver helt på størrelse med den eksklusive elbil.
Volvo udvikler systemet således det kan betjenes fra rattet eller med stemmestyring, og er iflg. Volvo markedets mest moderne system. Svenskerne er kendt for at vægte sikkerheden højt, og derfor begrundes den lettere betjening bl.a. med, at føreren dermed bedre kan holde øje med trafikken – imens han/hun betjener systemet.
Infotainmentsystemet vil inkludere cloudbaserede tjenester til f. eks musikstreaming, og verdens første integrerede Park & Pay applikation. XC90’eren bliver den første Volvo som tilbyder Apple CarPlay, hvilket gør det muligt at få vist sin iPhone, iPad eller iPod på infotainmentskærmen.
”I takt med at biler i højere grad bliver tilsluttet internettet med mange flere funktioner og underholdningstjenester, får det større betydning, hvordan føreren interagerer med bilens systemer. Det er vigtigt, at disse tjenester serveres på en måde, der ikke påvirker sikkerheden. Samtidig skal systemet være let at forstå og være optimeret til bilkørsel,” fastslår dr. Thomas M. Müller, chef for Eletrics/Electronics & E-propulsion engineering hos Volvo Car Group.