Det behøver ikke at koste millioner at komme bag rattet af en Range Rover og den mindre dieselmotor skæmmer ikke køreoplevelsen i den magelige Evoque.
For næsten nøjagtigt et år siden havde vi for første gang fornøjelsen af at smage på den nye Evoque, der ankom i den knaldrøde lanceringsfarve i sin mest dramatiske coupéform. Siden da har bølgerne på sin vis lagt sig og i dag står vi så med en mere hverdagsvenlig udgave af bilen med fem døre og gensalgs-venlig sølv lak.
Motoriseret lithium
Den gode nyhed er, at den særlige fornemmelse bag rattet stadig er den samme. Evoque er alt andet end en nedskaleret, fuldfed udgave af den store Range Rover, hvis køreoplevelse alle dage har været domineret af de store glasflader omkring kabinen. Om det er det tykke og handskebløde læderrat, de nogen og 16 Range Rover-emblemer der er blevet udstykket omkring inde og ude eller detaljer som den motoriserede gearknop eller den trykfølsomme kabinebelysning der får dig solgt, er svært at sige. Men følelsen er der.
Det er en følelse af, at befinde sig bag rattet af noget som udgør mere end blot prisskiltet kunne give indtryk af. For sandheden er, at den testede model kan erhverves for en relativt rimelig pris under en million danske kroner, men følelsen af at køre den langt overstiger denne primitive kvantificering af bilen. Det er den slags feelgood-faktor,som det ikke er muligt at prissætte.
Ikke at Evoque er perfekt, langt fra. De førnævnte gimmicks som man finder rundt omkring i kabinen tjener primært til at imponere de passagerer man måtte finde på at slæbe ind i sin baby-Range Rover, da man som motorjournalist er blevet ganske resistent over for disse efter at have oplevet dem i samtlige Jaguar, Land Rover og Range Rover produkter i moderne tid.
Kompromitteret men elskelig
I det hele taget er kvalitetsoplevelsen i Evoque ikke helt som man kunne forvente. Den store midterkonsol er udført i glat plastik og ikke metal som man kunne forvente og knapperne på rattet klikker på billig vis og er udført i tvivlsomme materialer. Man forestiller sig Land Rover som en mindre producent og kan derfor tilgive dem manglende teknologisk raffinement men sagen er at teknologien puljes med Jaguar, hvilket gør den britiske duo til en væsentlig aktør på scenen.
Af samme årsag må der endnu engang lyde en kritik af de ganske utidssvarende og klodsede infotainment system der skuffer ved ethvert brug. Navigationen er langsommere end sirup på vej ud af en Heinz-flaske og er fuldkommen uoverskuelig med sin noget tilfældige udseende brugerflade. Ikke godt nok, men lykkeligvis har Evoque modsat den nye Range Rover fortsat fysiske, dedikerede knapper til sædevarmen, således at man slipper for at kæmpe sig igennem fire menuer blot for at få lunet bagdelen.
Insisterer man på tung olie, må man i dette tilfælde nøjes med omkring 150 hestekræfter mod 190. Når alt kommer til alt er den større dieseludgave ingen raket og man kan derfor sagtens spare pengene og gå for den mindre enhed, da momentet i store træk er bevaret. Jeg blev imponeret af motorens kraftlevering, der altid føltes smidig og villig indtil midten af omdrejningsregisteret men den uheldige 6-trins automatgearkasse syntes altid at spolere glæden når der var mulighed for det. Der er som udgangspunkt ikke meget at sige om gearkassen end at den inden for en overskuelig fremtid bliver udskiftet med en 9-trins af samme slags fra ZF, der utvivlsomt vil være genial og udløse stående bifald fra verdens motorjournalister. Med andre ord, den man bør vente på medmindre man ønsker en Evoque netop nu.
Motorstøjen er på irriterende vis også altid tilstedeværende, et uheldigt karaktertræk som benzinudgaven er fritaget for. Dieselstøjen er altid til stede i køreoplevelsen og det er er frustrerende idet det ikke er en motor man ønsker at lytte til. Økonomien er i samme ombæring ikke videre imponerende. Den nye gearkasse vil unægtelig forbedre tallene men bruger du det meste af tiden i byen og på motorvejen, bør du ikke gøre dig forhåbninger om over 15 km/l.
Konklusion:
Du går ikke glip af meget ved at vælge en mindre dieseludgave af Evoque, om end der bør tillægges listeprisen 80.000 kr. for ’Pure Tech Pack’ , medmindre du kan leve med stofsæder i din Range Rover.
Der er bedre byggede og mere velkørende SUV’er på markedet end Evoque men ingen leverer en så køreglæde-udløsende kombination af tradition, prestige og stil som den mindste Range Rover. Købes med hjertet.
[table “” not found /]