1. Home
  2. Bilnyheder
  3. Test: Mazda3 2.0 og 2.2 DE Premium
0

Test: Mazda3 2.0 og 2.2 DE Premium

Test: Mazda3 2.0 og 2.2 DE Premium
0
0

Mazdas bud på en lille familiebil har levet det meste af dens liv under de danske køberes radar. Ærgerligt, for den er næsten ligeså køreglad, som den umiddelbart ser ud.

Med bizarre reklamer indeholdende japanske mantraer og samuraisværd, forsøger Mazda ihærdigt at overbevise os om, at deres biler er noget særligt. Kvaliteten har man aldrig kunne sætte spørgsmålstegn ved, men onkels gamle, grønne Mazda 626 med ’AirCon’ på bagklappen, var næppe noget man betragtede som sportsligt.

Europæiske gener

Men det skal nu til at ændre sig. Hvor den foregåendende 3 var noget af en kønsløs oplevelse, har den japanske fabrikant nu skruet op for charmen både udvendigt samt dynamisk.

Den nye 3 er baseret på samme platform, som den europæiske favorit Ford Focus. Og det er bestemt ikke nogen dårlig ting, for det er en bil der siden introduktionen tilbage i slutningen af 90’erne er blevet udråbt som klassens bedst kørende.

Så hvor meget af Focus’ dynamik har Mazdas 3 arvet?

Velkørende

Allerede fra første færd, synes 3’eren at være let på tå og stabil. Man indfinder sig bag rattet i sæder, der både ser sportslige ud og støtter godt, til dels takket være gode justeringsmuligheder.

Uheldigvis synes rattet aldrig rigtigt at komme tæt nok på, og man savner en lidt lavere siddeposition, til at matche de livlige køregenskaber.

Styretøjet synes i udgangspunktet perfekt vægtet, til festlig kørsel rundt i by og landevej, men beslutter man sig for at presse bilen en kende hårdere, viser det sig at den hastighedsafhængige servostyring ikke er synderligt samarbejdsvillig, og efterlader styretøjet i samme overassisterede indstilling som i byen.

Læs også:  Valg af Bilmåtter og Sædeovertræk til Bilen: Hvorfor Er De Vigtige?

I skarpe kurver savner man konsistent vægtning fra det, da vægtningen pludselig ændres, som var forenden ved at miste biddet. Det er ikke tilfældet, men de fleste chauffører vil instinktivt slippe gassen, for at lade bilen genfinde grebet.

Ikke videre tillidsvækkende sager, som bliver forstærket at informationerne gennem rat og sæde er særdeles begrænsede, således at man til tider føler at man famler i blinde.

Salonriflen

Gearskiftet er i japansk tradition en sand fornøjelse at bruge. Letgående, ultra-præcist og med kort vandring.

Og kan man overvinde de faretruende signaler som styretøjet sender, viser det sig at der er store mængder greb og lav krængning.

Dieseludgaven lider naturligvis lidt under den tungere forende, der skaber uønsket understyring. Det er dog både forventeligt og inden for det acceptable, og synes aldrig at hæmme køreoplevelsen.

Affjedringskomforten er særdeles god, og selvom dæmpningen synes fast bliver det aldrig ukomfortabelt.

Ved både by- samt motorvejshastigheder opleves bilen rolig, retningsstabil og relativ godt lyddæmpet, ser man bort fra brølet fra vejen, som jeg er i tvivl om de halvbillige, japanske Toyo dæk skal have skylden for.

Diesel

2.2-liters motoren byder på rimelige 185hk, men endnu vigtigere en særdeles velvoksen overarm med 400Nm. Den gør en fortræffelig figur på motorvejen, hvor 6. gearet trækker hele vejen fra byhastigheder.

Den er ikke den mest sportslige enhed, da spidseffekten indfinder sig omkring 3.500 omdr./min. Til gengæld er det kolossale moment tilstede næsten fra tomgang, og det er en fornøjelse at anvende det i daglig kørsel.

Som nævnt tidligere, kan den øgede vægt i forenden anes ved sportslig kørsel, men værre er det at de mange kræfter har svært ved at indfinde sig på asfalten, og i stedet bliver konverteret til ligegyldig hjulspind. Det er især et problem ud af sving, hvor man må være mådeholden med gaspedalen.

Læs også:  Vision 357 Speedster: Endnu et retro-koncept fra Porsche

Lydbilledet varierer fra en svag rallen ved kold motor, til en herlig stærk brummen ved fuld pedal. Det er en absolut sjældenhed at man kan komplimentere en dieselmotor for lyden, men det er tilfældet her.

Motoren gør ikke Mazda 3 til nogen GTi, men på motorvejen sikrer det stærke moment, at du aldrig mangler kræfter, og sagtens kan lege med de større drenge.

Økonomien er også særdeles fornuftig, og jeg opnåede 17 km/l over en længere testrute.

Benzin

Ak ja, det var tider hvor 150 hk i en mellemstor bil var opskriften på en potent cocktail. Men i disse dage, hvor trykladning har fundet sit indtog i stort set samtlige klasser samt motorstørrelser, synes den regulære 2.0-liters sag håbløst forældet.

Vi har efterhånden vænnet os til, at have en god portion moment tilgængelig ved lave omdrejninger, og man kan spørge sig selv hvor ofte man i bund og grund befinder sig nær det røde felt i sin familiebil?

Det bliver ikke gjort meget bedre af, at motoren er relativt grov ved høje omdrejninger, og ikke synes at være særlig villig til at nå derop.

Er kørselsbehovet ikke til diesel, så tag i stedet et kig på en af de mindre benzinmotorer, for denne større udgave vågner først rigtigt op ved høje omdrejninger, som du aldrig kommer i nærheden af ved bykørsel.

Jeg fik 12 km/l i snit ud af den.

Læs også:  Mangler du underholdning til bilferien? Her er fem gode ideer

I vanlig stil

Hvis køreegenskaberne er 3’s umiddelbare højdepunkt, må kabinen siges at være det modsatte. Her finder man en tarvelig blanding af billige plastmaterialer, en storm af knapper og overflader der giver efter. på den helt forkerte måde.

Indrømmet, selve samlekvaliteten synes at være i orden, men interiøret virker gammeldags og ikke synderligt brugervenligt, uden at være sportsligt.

Føreren skal forholde sig til intet mindre end tre skærme under kørslen, en med forbrugsstatistik og radiokanaler, en med informationer fra klimaanlæg og en gearskifteindikationer placeret mellem urene i instrumentbrættet.

To af disse, er basalt set umulige at aflæse i direkte sollys, og virker noget klodset placeret.

Kabinen opleves nu bedst i mørke, hvor disko-belysning i døre, midterkonsol og klimaanlæg skaber en lidt kitsch men alligevel fornøjelig og hyggelig oplevelse.

Udstyrsniveauet er gavmildt i Premium-udgaven, og understøttes fint af velfungerende adaptive Xenon-forlygter samt blinkvinkel-assistent. Anlægget er også et af de absolutte bedre af slagsen, med god og veldefineret lyd i hele kabinen.

Bagsædet har rimelig plads, men overraskende nok er bagagerummet er et særdeles fyldigt af slagsen. Det er dybt, bredt og tilgængeligt med sin lave læssekant.

Konklusion:

På trods af sine åbenlyse fejl, bør Mazda 3 bestemt ikke afskrives.

Den er et udpræget kvalitetsprodukt, og fortsat en af de bedst kørende biler i klassen, der tilbyder den køreglade billist underholdende køregenskaber til en rimelig pris.

Kan man fraskrive sig det forældede interiør og et image der er svagere end de europæiske konkurrenter, er man fortræffeligt kørende.

[table “” not found /]

tags: