Home Bilmærker Populær Mercedes C er ren kvalitet – med én stor fejl

Populær Mercedes C er ren kvalitet – med én stor fejl

Populær Mercedes C er ren kvalitet – med én stor fejl
0
0

Mercedes-Benz C-klasse har tidligere i år fået en stor overhaling, og det har blandt andet betydet ny teknologi og en spændende ny motor – i november var C-klassen den mest solgte bil i Danmark – vi tester den og ser hvorfor

Det går godt for Mercedes i Danmark. 2017 blev således det mest succesrige år for Mercedes-Benz personbiler i Danmark nogensinde rent salgsmæssigt. Og i november var Mercedes i top tre over mest solgte bilmærker herhjemme. En af succeserne er Mercedes C-klasse, som i år er blandt de 20 mest sælgende biler herhjemme, og faktisk blev den den mest sælgende bil i november, selv om C-klassen som basismodel koster fra 502.000 kr. A-klassen sælger også godt, men den ligger faktisk længere nede på listen, og netop A-klassen vender vi kort tilbage til senere.

Lille update

Egentligt er Mercedes C-klasse mere end tre år gammel, tidligere i år fik den en større opgradering med 6.500 nye dele, som har gjort bilen en del smartere. Det ser vi allerede, da vi tænder for bilen. Lygterne er som standard opgraderet med systemet Multibeam LED-forlygter, som kendes fra S-Klassen. Hver forlygte består af 84 individuelt kontrollerede LED-pærer, som tilpasser lysstyrke og -retning til omgivelserne og sørger for ikke at blænde modkørende. Lyset laver en lille dans, når man tænder for motoren, og det ser godt ud.

Mindre imponerende er lyden fra benzinmotoren. Den har en slagvolumen på 1,5 l og hvis man slipper de 184 hk. løs, så burde den kunne køre fra 0 til 100 km/t på 7,9 sekunder. Det kan godt være, at den kan det, men det føles ikke umiddelbart sådan, selv om man glider lydløst gennem automatgearets ni trin.

Læs også:  Gratis strøm i to år til nye Nissan Leaf-kunder

Teknologien

Det samme kan man sige om den adaptive fartpilot. Det hele foregår meget gelinde, og selv om man kommer kørende i fuld fart mod et mål i stilstand, så føles nedbremsningen så rolig og kontrolleret, at selv din sarte oldemor, som dybest set synes at farten i en hestvogn er lige hidsig nok, ikke ville bemærke noget.

En fornøjelse er det også at sidde med det opgraderede rat fra S-klassen, som sikrer fuld kontrol over de to digitale skærme og visninger på dem med et gennemtænkt navigeringssystem.

Men så er der de ting som mangler, der skriger til himlen: For eksempel er der ikke varme i rattet, selv om det ellers er ved at være almindeligt i selv mindre biler.

Værst af alt er der ingen touchskærm. Den store 10,3 tommer skærm er simpelthen ikke trykfølsom. Hvad sker der for det? Det er en bil, som ellers har alt i moderne udstyr, men hvis man skal taste en destination ind på navigationen, så kræver det tålmodighed.

Køreegenskaberne

C200 er udstyret med den mindste benzinmotor i programmet – den nye 1,5-liters turbomotor med 184 hk. Den bistås af et lille elektrisk 48-volt system, der under maksimal acceleration giver 14 ekstra hk. Systemet lagrer desuden el, når du bremser så at forbruget nu når ned på mellem 15,9 og 16,7 km/l. Med tanke på, at bilen samlet har knap 200 hk, så føles bilen langfra så sporty, som det kunne være tilfældet, som det f.eks. er det med den nye A-klasse. C-klassen er til gengæld ganske komfortabel, og selv om en kører 0-100 på 7,9 sek. føles det slet ikke hurtigt. Der mangler lyd og en fornemmelse af sport. I A-klassen er styretøjet også langt mere direkte og speederresponsen er bedre. Til gengæld er komforten overvældende. Selv ved motorvejshastighed er bilen nærmest fuldstændig tyst. Ganske vist er der en smule dæktøj, men selv det skal vi lytte aktivt efter. Det er ret vildt så stille der er i kabinen. I C200 får vi en fornemmelse af en gedigen bil, men vi er ovre i morfar-fornemmelsen, og det er derfor ikke selve køreoplevelsen, som gør C200 interessant.

Læs også:  Test: Er den mest solgte elbil i Europa værd at købe?

Den endelige dom

Vi kan ret godt lide den opdaterede version af Mercedes C-klasse. Udenpå er det nærmest kun den ganske diskret LED-lygte-update, som gør forskellen. Men de interessante ændringer er inde i bilen. Et digitalt instrumentbræt på 12,6 tommer, som er klart, skarpt og fuld af muligheder. Der er også et væld af lækre egenskaber, blandt andet Active Lane Change Assist, som hjælper føreren med at skifte vognbane, når der er fri bane. Det fungerer nemt og intuitivt ved, at føreren aktiverer blinklyset, hvorefter bilen aktivt søger over i den næste vognbane og øger farten, så snart der er ledigt. Er der ikke frit, bliver bilen i vognbanen.

Problemet er, at meget af udstyret koster ekstra, og som det er tilfældet med tyskerne, er det ikke en billig affære at gejle sin bil op, så den er ekstra lækker. DAB-radio: 5.800 kr. Premium-pakke (bl.a. med 360-graders kamera, digitalt instumentbord og Burmester Surround Sound): 100.000 kr. Derfor ender testbilen også med at koste 694.359 kr. inkl udstyr for 166.759 kr. Bilen er lækker, har ny, interessant teknologi, og det forstærker da også hvor ekstremt det er, at der ikke er en touchskærm tilgængelig. Problemet med C-klassen er altså ganske enkelt det udstyr, som den ikke har. Vi glæder os derfor til, at det nye MBUX-infotainmentsystem finder vej til C-klassen også.

Læs også:  Verdensrekord i drift! Sidelæns i BMW M5 i 8 timer!

 

Mercedes-Benz C 200 stationcar

Motor: 1,5 turbobenzin 4. cyl.

Ydelse: 184+14 hk

Max. moment: 280 Nm

Gearkasse: 9-trins aut. gearkasse

Brændstofforbrug: 15,6 km/l. ved blandet kørsel

CO2-udledning: 147 g/km

Tophastighed: 235 km/t.

Acc. 0-100 km/t.: 7,9 sek.

Køreklar vægt: 1565 kg

Længde/bredde/højde: 470/181/148 cm

Pris: Mercedes-Benz C-klasse fås fra 527.600 kr (testbil inkl. udstyr 694.359)