1. Home
  2. Bilnyheder
  3. Test: VW CC 1.8 TSI DSG

Test: VW CC 1.8 TSI DSG

Test: VW CC 1.8 TSI DSG
0
0

Volkswagen har i et forsøg på at selvstændiggøre modellen, udeladt Passat-fornavnet. Alligevel føles den nu endnu tættere på donorbilen.

Så bortset fra de åbenlyse kosmetiske ændringer, taler vi om stort set samme bil.
Det er både godt og skidt.

Direktionsgangen

Havde man fortalt hvilken som helst europæisk forretningsmand, at Volkswagen CC i Danmark betragtes som lidt af en direktionsvogn, ville han højest sandsynligt grine højlidt eller spørge ind til landets indeværende gældskrise, som på forunderlig vis må have forbigået ham.

Det danske afgiftsniveau betyder desværre at det er en realitet, men så er det et lykketræf at VW CC ligner en million.
Nok er kølergrillen blevet gjort bredere og mere skinnende, for et mere amerikaniseret look, og den før kønne front er blevet gjort hård og aggressiv.

Men CC er stadig bedårende smuk, nok til at Audi A4 ejere får drejet hovedet af led for at betragte den. Den store, svungne bagrude der munder ud i anderumpen er i min optik det designmæssige højdepunkt.
Det er desværre her eventyret stopper, for handler man direktionsvogn på budget, må man også finde sig i et par kompromisser.

Den gode nyhed er, at donorbilen Passat er en principielt velkørende bil.
CC ligner en bil med dobbelt så mange hestekræfter, og dæk brede nok til at sende en Porsche 911 til tælling, men det er snyd og bedrag, for bag det veldrejede ydre gemmer sig sælgerens firmabil i bedste pastasalatsudgave.

Læs også:  BMW i5: Kåret som årets bil i Danmark 2024

Nålestribet foring

De køreegenskabsmæssige aspekter af VW CC, kan bedst beskrives som komfortable. Affjedringskomfort, sæder og især støjniveau kan konkurrere med tyskere i en klasse eller to over. De kønne turbinefælge på 18 tommer hæmmer naturligvis førstnævnte, men CC bærer dem prægtigt og kompromiset er minutiøst.

Styretøjet er rimeligt hurtigt, rimeligt vægtet og med rimelig føling. Problemet er, at bilen føles doven og ugidelig under indstyring, og vægten fornemmes en anelse tydeligere end man umiddelbart kunne ønske sig.

Det er altså ikke en bil du gider forsøge at have det sjovt i, så lad os i komme rundt om kabinen.

Den stammer også fra Passat, hvilket vil sige at materialer samt samlekvalitet er på absolut topniveau.
Store prægtige aluminiumsflader dominerer det visuelle indtryk, hertil rammeløse døre og det elegante analoge ur, som mellemlederen heller ikke snydes for.

Læs også:  Sådan vælger du de rigtige vinterdæk til din bil

Sæderne, der er betrukket i alcantara og læder fortjener en ekstra ros. De støtter fortræffeligt hele vejen rundt, er delvist elektriske og meget behagelige på længere ture.
Eneste efterlysning synes kun at være justerbar lårstøtte.

Alt befinder sig hvor du forventer det, og selvom navigationen efterhånden er træt og blinkerarmen også sidder i genboens Skoda, er det alligevel et fortræffeligt sted at opholde sig. Soltaget, der på håbløs vis kun åbner en håndbredde op frarådes dog.

Bagateller

Motoren er en efterhånden velbevandret sag, der findes i en lang række af koncernens biler. Sammensat med det eminente DSG-gear, burde det være opskriften på en sand køremaskine. Også alligevel ikke.

Af besynderlige årsager, følte jeg at gearkassen skiftede en anelse hårdere og usmidigt end i de andre biler jeg har kørt den. Det får CC til at synes mindre elegant, hvilket er en skam i en bil der fylder en med forventninger ved første øjekast.

Måske klæder DSG-gearet blot mere momentstærke biler, og selvom TSI-motoren bestemt ikke er brystsvag, havde jeg nu alligevel foretrukket bilen med en spansk (manuel) gearkasse.

Motoren er omdrejningsvillig, vellydende og relativ momentstærk og skulle du være i tvivl er 160hk lig med GTI-præstationer for 20 år siden, og dermed rigeligt.
Kommer du fra en dieselmotor, vil du unægtelig savne det fede moment, men benzinmotoren forsvarer sig godt med herlig lyd, smidig motorgang for slet ikke at nævne en billigere pris. Forvent omkring 13km/l ved blandet kørsel.

Læs også:  Bilteknologi: De nyeste avancerede sikkerhedsfunktioner

Pladsforholdende omme bag i er fortsat i den bedre ende, på trods af taglinjens begrænsninger. Bagagerummet er samtidig i golfbag-størrelsen, og CC er pladsmæssigt ikke det store kompromis i forhold til den gængse Passat.

Konklusion

Til en pris der kun er kr. 10.000 højere end en tilsvarende Passat, er det nærmest åndssvagt ikke at vælge CC, såfremt du ikke er desperat efter de sidste centimeter i loftshøjden.

Har du kig på en, kigger du højest sandsynligt også på søsterbilen Audi A4.

Forskellen på den og CC er, at Audien ikke er en bil folk vender sig efter på gaden.

[table “” not found /]