Skoda Scala er klar til at konkurrere mod den VW Golf, som den faktisk også dele en masse komponenter med. Vi kigger på fem grunde til at du faktisk skal vælge Scala frem for Golf.
Langt mere rummelig
Skoda er gode til at lave overraskende rummelige biler. Det gælder nu ikke kun i Superb og Octavia, men også i den nye Scala. Selvom Scala er en forholdsvis kompakt bil og den faktisk er baseret på samme platform, som også er brugt til VW Polo og Seat Ibiza, så er Scala særdeles rummelig. F.eks. er der lige så meget knæplads og lofthøjde på bagsædet som i en Octavia, og bagagerummet er på hele 467 liter og 1.410 liter, når bagsædet bliver fældet frem. Der kan Golf slet ikke være med. Benpladsen på bagsædet er langtfra lige så generøs, og bagagerummet har kun 380 liter plads. Scala er dog en smule smallere en VW Golf.
Altid online med eSIM
Alle Skoda Scala kommer som standard eSIM, så bilen altid er online. Den mulighed findes først i den kommende generation af VW Golf, som vi nok ser i 2020. Det indbyggede SIM-kort i Scala er bl.a. forudsætningen for systemet eCall, hvor nødopkaldet går til 112-alarmcentralen i det land, som man befinder sig i, hvis man trykker på bilens røde nødkaldsknap, eller når Scala foretager et automatisk nødopkald efter en ulykke. Desuden gør eSIM det også muligt at opdatere infotainmentanlæggets software og kort online uden at skulle besøge en forhandler.
Den er billigere
VW Golf kan ikke konkurrere med priserne i forhold til Scala. Godt nok er Golf mere “lækker” i kabinen, men udstyret følger rigtig godt med. Med en frapris på 189.990 kr. bliver Skoda Scala 1.0 TSI 95 hk Active den billigste Scala. Billigste VW Golf er i midten af juni en 1,6 TDI SCR med 115 hk til 253.495 kr. og fem manuelle gear.
Trods Scalas langt lavere pris har den både frontassistent med udvidet fodgængerbeskyttelse, vejbaneassistent, syv airbags, multikollisionsbremse og eCall – automatisk nødopkald. Desuden medfølger også Skoda Care Connect i ét år, hvor man via en app f.eks. kan få notifikationer, hvis bilen overskrider en fartgrænse, som man selv har fastsat, eller kører ind i eller forlader et bestemt område.
Der er masser af udstyr
Både Golf og Scala er veludstyrede biler. MEn du får mere i basisversionen af Scala, hvor komfortudstyret bl.a. består af et infotainmentsystem med DAB+ og Bluetooth. Desuden er der allerede i laveste udstyrsniveau basis LED-lygter for og bag. Allerede i andet udstyrsniveau, Ambition, får man desuden 2-zonet Climatronic-klimaanlæg, multifunktionslæderrat, fartpilot med hastighedsbegrænser, træthedsregistrering og en paraply i førerdøren. Med priser fra 209.990 kr. er det svært for Golf at konkurrere med.
Dyreste koster under 300.000 kr.
Hvis du kun går efter det bedste af det bedste, kan du gå efter topmodellen af Scala. Det er i dette tilfælde en 1,5 TSI ACT 7 trins med DSG-gear. Den har 150 hk. og koster 288.990 kr. Tilsvarende i VW Golf koster 314.996 kr. Der er desuden mulighed for et fuldt digitalt cockpit, dynamisk fartpilot, parkeringsassistent, el-bagklap samt elektrisk anhængertræk.
Skoda Scala er allerede hos forhandlerne fra den 15. juni, hvor der er åbent hus.